Tag i Naturskole i sommerferien 2021

Udgivet: 21. juni 2021

Naturskoleskemaet sommerferien 2021

I samarbejde med Natur Rangerne og Børn i Bevægelse tilbyder vi i Naturekspeditionen endnu engang Naturskole i sommerferien for hele familien.

Børne-Bioblitz i Krible Krableskoven
Mandag den 28. juni 2021 kl. 10-12

Skilt ved Krible krableskoven

Vær naturforsker for en dag, når vi udfører en Børne-Bioblitz i den nye Krible Krableskov i Alstrup. En Børne-Bioblitz er en undersøgelse af forskellighederne af liv i et afgrænset område i et afgrænset tidsrum.

Denne formiddag kan du og resten af familien være med til at tjekke de mange dyr og planter, der findes i Krible Krableskoven. Der findes mindst 40.000 arter af planter og dyr i Danmark, og ingen kender dem alle. Vi vil dog gerne kende dyrene i Krible Krableskoven, så vi kan blive klogere på, hvad vi kan gøre for at sikre dem bedre levesteder.

Som tak for hjælpen er der pandekager og saft til alle naturforskere, som også vil modtage tatoveringer.

Kok Amok i det vilde
Tirsdag den 29. juni 2021 kl. 10-12

Børn der forbereder hyldeblomst

Gå Kok Amok med os i Uhrehøje Plantage, når vi går på jagt i naturens spisekammer. Vi indsamler urter, som vi efterfølgende bruger i kager og små snacks, som vi tilbereder i udekøkkenet over bål og Trangia.

Børne-Bioblitz i Limfjorden
Onsdag den 30. juni 2021 kl. 10-12

Fiskeri ved Stistrup

Vær naturforsker for en dag, når vi udfører en Børne-Bioblitz i Limfjorden. Det hele sker ved stranden ved Rønbjerg Havn.

Denne formiddag tjekker vi de dyr og planter, der findes i Limfjorden ved Rønbjerg. Vi fanger også rejer, som vi efterfølgende kan tilberede på stranden, ligesom vi afholder krabbevæddeløb med præmier til dem med de hurtigste krabber.

Som tak for hjælpen er der tatoveringer og diplomer til alle naturforskere.

Om årets Naturskole

Det er Naturekspeditionen, Nature Rangerne og Børn i Bevægelse, der står bag årets Naturskole – og vi glæder os så meget efter et forfærdeligt forår uden arrangementer.

Dette års Naturskole bærer præg af, at vi i Vesthimmerlands Kommune er en del af biodiversitetskonkurrencen Danmarks Vildeste Kommune. Derfor sætter vi alt ind på at efterforske de mange arter, der findes både til lands og til vands.

Målet er, at vi alle bliver klogere på, hvilke dyr der findes – og hvad vi kan gøre for at forbedre og understøtte deres levevilkår. Som deltager vil du også blive klogere på, hvad vi alle kan gøre for at naturen bliver vildere og med meget mere biodiversitet.