Føler du dig akavet i naturen? – Så Kickstart friluftslivet med Naturekspeditionen i uge 41 og 42

Da naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune for nylig var på kursus, stillede en af underviserne en opgave: Interview en plante. Deltagerne skulle ikke bare tale til, men føre en samtale med en plante. Dét var for mange en akavet oplevelse. Det føltes fremmed.

Lektor Cecilie Rubow

– Og det var lige netop pointen, fortæller Karin Winther. – Øvelsen var et billede på, hvordan de fleste i dag har det med naturen. Den giver dem sådan en akavet følelse, fordi de ikke kender den. De ved ikke, hvad de skal gøre eller hvordan mange ting fungerer. Det var en rigtig god påmindelse til mig om det, Naturekspeditionen handler om, nemlig at være springbræt for mennesker, der gerne vil tættere på naturen. Derfor gør det mig stolt, når Naturekspeditionen i løbet af Grønne Uger står klar med hele seks events, der kan kickstarte friluftslivet for natur-uvante børn og voksne.

Vesthimmerlands Kommune sætter med Grønne Uger i uge 41 og 42 fokus på bæredygtighed, klima, natur og miljø. Det sker gennem en række arrangementer og tiltag rundt om i kommunen.

Krible krable, fuglekasser og vild mad for børn og deres voksne er fire børnevenlige events med Naturekspeditionen under Grønne Uger. Her er der gode muligheder for at komme ud i efteråret sammen på tværs af generationer, for emnerne spænder bredt: Fra fuglekasse-byggeri og krible krable-studier til mad over bål og vilde dyr.

– Undersøgelser har vist, at mange børn ikke kommer nær så meget i naturen som deres bedsteforældre. Det vil Naturelspeditionen i al beskedenhed gerne være med til at lave om på, og derfor har vi under Grønne Uger fokus på sjove og mindeværdige arrangementer for børn og deres voksne – om så det er med forældrene, en moster eller bedsteforældrene, siger Karin Winther, og tilføjer:

– Idéen er, at de voksne og ungerne tager oplevelserne med hjem. Naturekspeditionen vil gerne hjælpe familierne i Vesthimmerland til at få flere naturoplevelser sammen – ikke kun, når vi ses derude, men i allerhøjeste grad også, når de på egen hånd opsøger naturen efterfølgende.

Hvad kan naturpleje og afgræsning med dyr?

Den 8. oktober kan interesserede komme med, når Karin Winther fra Naturekspeditionen og naturprojektmedarbejder Sebastian Behrle besøger Fjordkvæg Naturpleje ved Strandby. Her viser naturforvalter og ejer Marco Røn rundt på arealerne, hvor han sammen med Anna Mette Røn driver en lille virksomhed med naturpleje i fokus.

Arrangementet er for dem med interesse i, hvordan naturpleje og afgræsning med dyr kan spille en rolle i forhold til en af tidens største kriser: Biodiversitetskrisen. Fra forskellige faglige vinkler vil naturvejlederen, naturforvalteren og naturprojektmedarbejderen drøfte og diskutere, hvordan store planteædere kan indgå i fremtidens landskab, landbrug og samfund generelt.

Svampetur for begyndere

Skovene begynder allerede at bugne med svampe, og mange af dem er spiselige. Men hvilke kan man spise, og hvilke skal man slet ikke spise? Det kan du få en introduktion til, når Karin Winther sammen med naturvejleder-kollega fra Naturstyrelsen, Lars Wachmann, tager på svampetur i Jenle Plantage den 19. oktober. Det er samtidig det sidste arrangement under Grønne Uger fra Naturekspeditionens side.

Men er efteråret ikke lidt koldt og trist, tænker du måske? Til dét har Karin Winther et klart svar:

– Efteråret er et fantastisk tidspunkt at komme ud i naturen. De varme farver fra bladene, duftene, lyset, langsommeligheden i at lade sig optage af noget uden for en selv. Hos Naturekspeditionen glæder vi os til at opleve det sammen med dem, der kommer med på tur.