Nature Rangers i Vesthimmerland

Er et fritidsjob og uddannelsestilbud i naturen.

Målgruppe: Nature Ranger henvender sig til unge på 13-16 år med udfordringer: Unge som står udenfor det sociale fælleskab. Unge der oplever mindreværd eller er fysisk udfordret i form af over- eller undervægt.

Nature Ranger projektet er en del af Friluftsrådets 3-årige Sund i Naturen Projekt, hvor Vesthimmerland er fokuskommune. Nature Ranger er Vesthimmerland Kommunes bidrag til indsatsen for børn og unge med særlige behov, hvor målet er, at børn og unge ved hjælp af friluftsliv og naturglæde bliver introduceret og fastholdt i sunde fælleskaber, der skaber øget trivsel.

Sundhedsaspekter: Ved at placere fritidsjobbene i naturen opnår vi flere sundhedsaspekter. Naturen er let tilgængelig. Jo oftere man er aktiv i naturen, jo større sundhedseffekt oplever man af sit friluftsliv – både fysisk, mentalt og socialt.

Vi ved, at op til 84% oplever, at friluftsaktiviteter øger deres psykiske velvære og forbedrer humøret. Derfor skal Nature Rangerne være med til at skabe rammerne for, at flere danskere i endnu højere grad kommer ud og får del af de mentale sundhedsgevinster i naturen. (Et jobindhold, der også vil gavne Nature Rangerne i arbejdet ud af egne udfordringer).

 

Søg Nature Ranger Fritidsjob

Er du naturlig nysgerrig? Tør du møde nattens dyr? Er du frisk på at opdage naturen med andre unge?  Vil du være med til at gøre en forskel, så er det dig, vi har et fritidsjob til.

Vi søger unge mellem 13-16 år

Unge, som har et ønske om at møde nye venner.

Unge, der gerne vil styrke selvtilliden.

Unge, der har et ønske om en bedre fysisk form.

Find flere informationer HER

Udfyld ansøgningsskemaet HER. Send det til naturvejleder Karin Winther på mailadressen karin@naturekspeditionen.dk så kontakter vi dig. Ansøgningen kan være skriftlig eller videofilmet. Ring også meget gerne til naturvejleder Karin Winther på 30324939 eller fysioterapeut Lise Stensgaard 51588039 for at høre mere.

Kvalifikationer:

•  Vi forventer, at du sammen med os er klar til at udfordre dig selv i nye rammer.

•  Vi forventer, at du er klar til at lære, og at du er engageret.

•  Vi forventer, at du er klar til at være udendørs i al slags vejr.

Det er ikke en forudsætning på forhånd at have viden om eller erfaring med natur og bevægelse.

Nature Rangers er et 3-årigt tværkommunalt projekt med medarbejdere fra Børn i Bevægelse og Naturvejledningen i Vesthimmerland Kommune.

En Nature Ranger kan assistere ved naturarrangementer i weekender og aftenener sammen med naturvejlederen. En Nature Ranger vil fx kunne assistere ved motionsarrangementer for foreninger eller kunne bestyre og passe grejbanker med friluftsudstyr til udlån og til aktiviteter.

I forløbet skal du være med til:

• at opbygge naturbasen i Uhrehøje og Aars skov med faciliteter og aktiviteter. Det kan for eksempel være ved at opbygge bålsted og opholdssteder på baserne.

• at udvikle og etablere naturformidlings-/aktivitetsmuligheder på naturbaserne, samt udvikle og etablere stier til gangudfordrede og børnefamilier.

• at udvikle og etablere naturfitnessfaciliteter, ruter og motionsrekvisitter i skoven.

Du vil få viden om naturen, det lokale dyreliv, menneskers anatomi og fysiologi, friluftsgrej og mad i naturen.

Hvor:

Naturbasen i Aars Skov og i Uhrehøj Plantage, hvor der er toiletforhold og bålhytte.

Løn:

Der udbetales løn efter gældende overenskomst med FOA.

Organisering

Projektet er organiseret som et tværkommunalt projekt med medarbejdere fra Børn i Bevægelse (fysioterapeut) og naturvejledningen (naturvejleder).

Jobindholdet består bl.a. af: Naturen, dyreliv, menneskets anatomi og fysiologi, grej, mad.

Emner som de unge senere kan bruge deres viden fra, i forbindelse med udvikling af aktivitets- og motionsområder i kommunen og ved afholdelse af arrangementer.

Fotos fra arrangementer og arbejdsdage

Nature Rangerne sammen med borgmester Per Bach Laursen og naturvejleder Karin Winther fra indvielsen af rollatorsti i Uhrehøje.

Nature Rangerne har opsat Kukkelure-Kasser ved naturbasen i Uhrehøje. Find aktiviterne med kasserne HER

Nature Rangerne deltog ved efterårsferiearrangementet "Kappestrid med dyrene".

Nature Rangerne tjekker vores MTB´s og er klar som "kaptajner" på ture i skoven for andre børn og voksne.