Turismen bliver stadigt vigtigere for Vesthimmerlands Kommune, der i 2024 havde rekordmange overnattende turister. Den stigende turisme er godt nyt for den lokale udvikling i Himmerland og skaber arbejdspladser, ikke kun i Himmerland, men i hele Danmark. De seneste år er tendensen desuden, at natur- og outdoorturismen blomstrer.
Tyske turister vil have natur
Historisk set får Himmerland besøg af mange tyske turister i august og september måned. Det skyldes blandt andet forskudte ferieperioder i de forskellige tyske delstater, der gør at sommeren strækker sig helt ind i det danske efterår, og dels at sommerhusene i denne periode er billigere end i højsommeren.
Det tegner til at gentage sig denne sæson, og naturvejleder hos Vesthimmerlands Kommune, Karin Winther, så torsdag middag, at der på naturbasen i Uhrehøje var parkeret 3 tyske og en hollandsk bil og udtaler:
– Det er ikke kun danskerne, der kommer mere i naturen efter Corona. Vi oplever, at også de udenlandske turister søger ud i naturen, når de er på ferie her i Vesthimmerland, og her er tyskerne blandt dem, vi oplever størst interesse fra. Det er en udvikling som vi byder hjerteligt velkommen, og som vi gør vores for at hjælpe på vej.
Materiale er genvej til gode naturoplevelser
Når flere tyske turister søger ud i den himmerlandske natur, skal der også være informationer klar til dem.
– Naturekspeditionen har kridtet skoene, så vi kan understøtte den tyske turisme endnu bedre. Vi har sat Naturekspeditionsmateriale på tysk ud på alle vores naturbaser, så vores tyske gæster kan få helt konkret inspiration til, hvad de kan lave og opleve i naturen. Det er udformet med fokus på aktiviteter for hele familien i skoven og på stranden, og er spækket med leg, læring og lyst til natur, siger Karin Winther, og tilføjer:
– Derudover har vi også dedikerede tyske foldere med vandreruter på naturbaserne ved Louns og i Uhrehøje, der også dækker henholdsvis Illeris, Lodhøj og Rotholm Plantage samt Myrhøj Plantage.
Naturen som katalysator for sundhed
Karin Winther har i 18 år arbejdet for og med naturen som udgangspunkt for sundhed i Vesthimmerlands Kommune, og det kommer ikke bag på hende, at naturen i stigende grad vælges til som ”destination” for turisterne.
– Naturturismen er jo modsvaret til storbyferier, der i mange år har været populære. Men naturen kan noget helt andet, og når hverdagen i forvejen er fortravlet, så er naturen måske netop det, flere har brug for. Vi har længe vidst, at det er sundt for både blodtryk og hjerne at være i naturlige omgivelser – ikke kun i ferien – og naturen er klar, hvad end det handler om ro og meditation, vandring eller krible krable-aktiviteter med ungerne, siger Karin Winther.
Nu er den vesthimmerlandske natur altså også mere tilgængelig for de tyske turister. De syv naturbaser i Vesthimmerlands Kommune kan findes på naturekspeditionen.dk.