Sommerferien er slut for de fleste, og for børnefamilier kan hverdagen hurtigt blive en trummerum med arbejde, stressede eftermiddage og et ræs hen mod putning. Spørger du naturvejleder Karin Winther fra Naturekspeditionen er ”løsningen” på de ensformige og stressende dage enkel: Tag ud i naturen og kom ned i tempo!
For de allermindste: Spis sommeren
Naturen i august er først og fremmest præget af sensommerens bugnende spisekammer. Mens landmændene får høsten i hus på de store marker, kan du selv gå ud at høste i lille skala på heder, i skoven og i alt muligt krat derimellem.
– I august kan hele familien gå på jagt efter tyttebær, blåbær og revling på hederne her i Vesthimmerland, og inden længe kan I også samle brombær, havtorn, mirabeller og æbler. Blåbær, brombær og mirabeller er især hyggeligt for de mindste, der med lidt hjælp fra de voksne kan nyde dem med det samme, og ellers er der gode muligheder for at sanke til for eksempel marmelade, så sommeren varer lidt længere, siger Karin Winther.

For de lidt ældre: Lege og aktiviteter
Naturekspeditionen i Vesthimmerlands Kommunes er et rigtig godt sted at blive inspireret til alt det, der har med oplevelser i naturen at gøre. Det er kun blevet mere aktuelt i de senere år, når blandt andet mistrivselskriser blandt unge, stress i børnefamilier og præstationsfokus i både skoler og på arbejdspladser præger samfundet. Og her har forskning gentagende gange vist, at naturen har gavnlig effekt på alle generationer. Og fleksibelt er aktiviteterne i Naturekspeditionen, for du behøver ikke have en naturvejleder under armen hver gang for at få gode oplevelser.

– En skovtur er ikke nødvendigvis det samme som en kedelig gåtur. Hele familien kan for eksempel spille træbingo, hvor I dyster i at identificere træernes blade, kogler og andre kendetegn. På stranden kan I omvendt lege stenbingo. I kan også følge en af vores aktivitetsruter som ”Titte Bøh”, ”Kukkelure Kasse”, eller ”På Sporet” eller kigge efter bævere ved Vidkær Å, Sønderup Å eller ved Lerkenfeld Å, hvor ungerne lige nu forlader hulerne, fortæller Karin Winther.

Naturen er særligt vigtig i hverdagen
– Mange kan godt sidde fast i tankegangen, at naturen besøger vi i weekenden. Men selv en kort tur i skoven eller på stranden kan hjælpe den travle hverdag ned i tempo. Turen behøver ikke være lang, hvis bare man kan være sammen med hinanden og med naturen. Det er måske endda særligt vigtigt i hverdagen, så også forældrene kommer ned i gear, siger Karin Winther.
Det kan påvirke både forældre og børn negativt, når hverdagen bliver for fortravlet. Oplevelsen af at mangle tid kan hurtigt blive dagsordensættende. Men her er naturen måske lige netop det, der er brug for. Karin Winther og runder af:
– Mit bedste råd er at gøre det nemt at komme ud. Tag nem aftensmad med og sænk forventningerne. Du behøver ikke en stor plan for at det er sjovt og godt for hele familien at være i naturen. Det kan være nok bare at betragte en myretue eller at kaste med sten i vandkanten eller lægge sig ned på et tæppe og følge årstidernes gang. Naturen er der bare. Måske skal vi øve os på bare at være sammen med den.