Juleferien nærmer sig, og for mange vesthimmerlandske familier står den først på lang ventetid op til juleaften og derefter masser af stillesiddende familietamtam mellem jul og nytår. Det kan være svært som barn at finde ro og mening i nogen af delene, og spørger du naturvejleder ved Vesthimmerlands Kommune, Karin Winther, så er der råd for det:
– Når ungerne danser om gaverne som små, nysgerrige gribbe, og bliver ved med at spørge, hvornår de må åbne dem, så tag ud! Gør ventetiden til legetid, for de små hjerner og kroppe kan ikke håndtere al den forventning. Så er det godt at komme ud og få vind i kinderne, lade fødderne løbe og mærke forældrenes nærvær på turen i skoven. I år har Naturekspeditionen juleaktiviteter hele tre steder i kommunen, og juleferien er sidste chance for at prøve dem, fortæller Karin Winther.



