Måske et Yellowstone på Nordjysk?
Vesthimmerland er en blandt 10 nordjyske kommuner, der deltager i Natur på Tværs af Nordjylland. Sammen vil vi nemlig fremme etableringen af store sammenhængende naturområder i Nordjylland. Naturområderne skal bidrage til at bremse tabet i biodiversitet samtidigt med, at de vil bidrage til at lagre kulstof, modvirke oversvømmelser, tiltrække nye borgere og turister og fremme undervisning, friluftsliv og sundhed.
I forbindelse med Natur på Tværs, har vi fået udarbejdet en DCE rapport fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. Rapporten belyser, hvor vi har større arealer med kvalitetsnatur i Nordjylland og hvor der er størst muligt potentiale for vild natur.
På plads 10 i denne rapport er der et areal i Vesthimmerland ved Trend/ Hyllebjerg med ådale, kyststrækning, hede, skov og bakker mm. Et område med den Kongelige Jagthytte, Ertebølle Hoved med Unesco potentiale, Vitskøl Kloster med TAMU undervisning, Livø med vild Natur og økologisk forsøgslandbrug, store sommerhusområder med vildhavepotentiale og naturgenopretnings området ved Vilsted Sø med store rekreative interesser.
På sigt ville dette område være et oplagt område at arbejde for et fælles Natur på Tværs projekt, men det kræver et massivt videns fundament hos alle generationer.
Så formidling og involvering i forskellige projekter, som alle arbejder hen mod områder med mere og vildere naturarealer i Vesthimmerland, er det indsatsområde vi har valgt at arbejde med.