De famøse nytårsforsæt er ofte kortlivede og fokuseret på den kropslige trivsel, men Naturekspeditionen vil gerne opfordre til også at sætte fokus på mental trivsel, siger naturvejleder ved Vesthimmerlands Kommune, Karin Winther.
– I januar melder mange sig ind i det lokale motionscenter med gode intentioner om at komme i bedre form. Men rammerne dér taler hverken til vores sanser eller nervesystem, og måske er det en af grundene til, at mange hurtigt falder fra igen. I virkeligheden er det langt mere givende at starte et andet sted, nemlig ved det mentale. Vil du booste din glæde og trivsel, så søg ud i naturen bare et par gange om ugen. Det er ganske gratis, og den fysiske form følger hurtigt med. Det giver langt større velvære og balance, når du gør noget godt både for sind og for krop, fortæller Karin Winther.
Naturen er genvejen til trivsel
Den mentale trivsel kan ikke overraskende kobles direkte til naturen. Naturvejlederen peger på flere studier, hvor forskningen viser, at vi får det målbart bedre på mange punkter, når vi er under åben himmel. Vi får mindre stress, angst og depression, især når naturen er artsrig og vild.
– Forskellige kvaliteter ved naturen er gode for vores sanser, og dermed for vores nervesystem. Roen i skoven, et mylder af liv med mange arter, vildskab med natur på naturens præmisser, det taler alt sammen til vores nervesystem, fordi vi grundlæggende hører til derude. Vil du finde glæden i naturen i 2026, så er et nemt sted at starte Naturekspeditionens Naturglædekalender, siger Karin Winther.
Naturekspeditionens naturglædekalender sætter måned for måned fokus på aktiviteter og initiativer, der booster din sundhed på det mentale, sociale og fysiske plan. Til hver måned følger en række forslag til, hvad du kan opleve eller prøve i naturen, og løbende kan du krydse af, hvad du har oplevet.
Karin Winther fortæller:
– Naturen byder på rige oplevelser hver dag, hver måned, hele året. Også nu, hvor det er mørkt meget af døgnet, og hvor frosten har fat. Med Naturglædekalenderen får du syn for, hvor mange gode oplevelser, du kan have – helt gratis.
Kalenderen kan findes HER, men kigger man forbi Naturekspeditionens kontor på Forvaltningen i Farsø, udleverer vi gerne et fysisk eksemplar.
Rigtig god fornøjelse med at kickstarte 2026 med mental sundhed i naturen.