Påske

Kom og vær de første til at prøve den nye harequiz

Publiceret22-03-2026

Søndag den 29. marts kan hele familien prøve den nye harequiz i Uhrehøje Plantage, når Naturekspeditionen inviterer med på tur.

En flot hare lavet af træ, der står i Uhrehøje Plantage

Du kan godt begynde at glæde dig til søndag den 29. marts. Her venter både sjov og overraskende viden om haren, endda også lidt om Påskeharen.

Men holder Påskeharen overhovedet til i Danmark, tænker du måske? Til dét svarer naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune klart:

- Ja! Påskeharen er godt nok ikke oprindeligt hjemmehørende her i Danmark, men er de senere år vandret op fra Tyskland. Nu er den i visse danske haver omkring påsketid, hvor den lader til at have det godt. Den er meget sky, og selv fagfolk ser den sjældent, men vi ser spor efter den i form af fine, dekorerede æg, siger Karin Winther.

Mød Naturekspeditionens yngste naturvejledere

Familier og andre interesserede kan den 29. marts også møde de to mikro-naturvejledere, Mille og Oliver, der begge er fire år. Trods deres unge alder, er de to børn eksperter i harer – især i harekillinger, fortæller Karin Winther.

Mille og Oliver står med harekillingen Rasmus

- Mille og Oliver er to seje, engagerede unger, der har fulgt harekillingen Rasmus efter dens død. Nu er den udstoppet, og deltagere den 29. marts kan få et helt unikt indblik i den proces og i, hvad Mille og Oliver har lært ved at være med på tæt hold.

Børn vil gerne mere ud i naturen

I slutningen af 2025 viste en undersøgelse som Epinion lavede for DR Ultra, at de danske børn og unge gerne vil meget mere ud i naturen. Faktisk vil hele 47 % af børnene mellem ni og 14 år gerne mere ud, men de mangler bl.a. voksne, der tager initiativ og viser vej. Det genkender Karin Winther:

- De fleste forældre vil gerne ud i naturen. Nogle af barriererne er tid og manglende kendskab, og derfor er påskedagene en god anledning til at gøre noget ved det. Tiden er der, og her i Vesthimmerlands Kommune har vi et ret enestående tilbud med de såkaldte aktivitetsruter, der gør det nemt at få oplevelser i det fri. Her kan børn og deres familier følge en rute, quizze og lære en masse om naturen ved at være i den sammen. Det kræver ikke andet kendskab end adressen, og den er lige her på naturekspeditionen.dk.

Mor og barn på tur i Aars Skov
Voksen og barn kigger på kogler og ædespor

En smutvej til nemme naturoplevelser

Rundt omkring i Vesthimmerlands natur er der et væld af aktivitetsruter som med sjov læring sætter fokus på alt fra dyrespor, natuglen, krible krable og meget andet.

Naturvejlederen runder af med en opfordring:

- Hvis man ikke ved, hvor man skal starte, så vil jeg klart anbefale, at man tager til én af Vesthimmerlands syv naturbaser. Der finder man både vandreruter og aktivitetsruter, og når man ikke helt ved, hvad man skal give sig til, så er det godt med en smutvej til nemme naturoplevelser. Og så håber jeg naturligvis, at vi ses den 29. marts, siger Karin Winther.