Overvandsstien ved den kystnære naturbase

Der er både en undervandssti og en overvandssti ved den kystnære naturbase i Hvalpsund, så hele familien kan komme tæt på Limfjorden og dens fantastiske økosystem både til lands og til vands. Overvandsstien byder på mange timers sjov og læring, og der er masser af grunde til at komme igen og igen.

Familie følger overvandsstien ved Limfjorden i Hvalpsund

Om overvandsstien ved den kystnære naturbase

Her er en aktivitetsrute for jer, der vil nørde og lege og lære og have det sjovt sammen. Overvandsstien ved den kystnære naturbase i Hvalpsund er en aktivitet, hvor hele familien kan prøve muslingebingo, eksperimenter med magnetisk sand, alge-postkort, sten-jagt og meget mere. Ruten er ment som en inspirationskilde, så I sammen kan opleve andet ved stranden end "blot" en gåtur. Det taler sjældent til børn at blive tilbudt en gåtur - for hvor sjovt er det lige at gå? Når man bliver mere konkret, og f.eks. spørger, om de vil med på jagt efter rav, vil spille muslingebingo eller noget helt tredje, så er det nemmere at blive ivrig efter at komme på tur.

Snup én af de otte kufferter i grejrummet, og start ved pælen med samme billede som det, der er på kufferten. Hver kuffert giver jer grej til de sjove oplevelser, der er ved hver pæl på overvandsstien. 

Overvandsstien er åben fra forår til efterår. 

Kuffert ved pæl på overvandsstien i Hvalpsund
Mennesker undersøger liv i Limfjorden

Har I prøvet undervandsstien ude i Limfjordens kant?

Der er naturligvis også en undervandssti! Undervandsstien venter på jer, der vil helt ud i bølgerne og undersøge fjordens fantastiske økosystem med hele kroppen. I bestemmer selv, hvordan I vil følge den - om det er med waders, gennemsigtig kajak eller med paddle boards. Start i grejrummet, og rigtig god tur ud!

Prøv undervandsstien ved den kystnære naturbase

En familie følger overvandsstien ved Limfjorden i Hvalpsund - en børnevenlig aktivitet i naturen
Grej i grejrummet på den kystnære naturbase

En børnevenlig aktivitet, der gør hele familien nysgerrig på kystnatur og Limfjorden

Overvandsstien er udviklet, så hele familien kan få ny inspiration til familieaktiviteter på stranden. Nysgerrighed og forundring er grundlæggende for børn, der gerne vil lære alt at kende ved at dutte til det, smage på det og vide mere og mere. Samtidig er livet under vand svært at blive klogere på, når man er et dyr på land, som menneskedyret jo er.

Gennem overvandsstien bliver livet i og ved Limfjorden gjort levende for hele familien. Muslinger, alger, sten og meget andet bliver konkret for børnene, og efter turen vil det være noget, de har med sig. Noget, de genkender. I en tid med biodiversitetskrise både på land og i vand er det ikke uvæsentligt, at vi hjælper børnene med at lære naturen at kende. Og os selv, naturligvis. Overvandsstien er udviklet, så nysgerrighed, forundring og den fantastiske Limfjord bliver vedkommende for både store og små.

Rigtig god tur.

Her finder du overvandsstien

Hvalpsund Familie Camping
Overgaden 24
9640 Farsø

Der er mulighed for parkering. Start i grejrummet ved Hvalpsund Familie Camping.