En aktivitetsrute til forundring, sansning og nysgerrighed på naturen
Rundt omkring i Vesthimmerlands natur finder du aktivitetsruter, der gør det ligetil at få gode oplevelser i naturen. Også når du ikke selv ved så meget om naturen. Det skal ikke være en stopklods for at komme ud under åben himmel for hele familien.
Denne aktivitetsrute er bygget op omkring forundring, fantasi, observans og nysgerrighed på naturen. Der er ingen quiz eller opgaver, blot en kort rute med trolde, som I sammen kan forsøge at finde og snakke om på turen rundt. I kan også studere småkravl eller fugle, hvis I ser eller hører dem.
Turen aktiverer sanserne, både gennem det ujævne underlag og ved duftene, lydene, synet og det taktile overalt omkring jer. Særligt de helt små børn har ikke brug for avancerede oplevelser i naturen. For dem er det en stor oplevelse i sig selv at sanse. Med de små er det en god idé at smide planer og mål ud til højre, og bare være. Sans med dem, sæt ord på, hvad I oplever, og tag eventuelt en kogle eller andet med hjem, der kan minde om turen.
Rigtig god fornøjelse.