Om vandreruterne i Jenle og Søttrup Plantage
Jenle og Søttrup Plantager vidner begge om bestræbelserne på at bekæmpe den udbredte sandflugt, der prægede området efter landbrugets udpining af hedeområderne. Mens Søttrup Plantage blev plantet i 1890'erne, kom Jenle Plantage til i perioden 1930-1950. Begge steder blev der, som de fleste andre steder, plantet nåletræer.
I de senere år bliver der plantet flere løvtræer i Jenle og Søttrup Plantager, ligesom der også prioriteres at lave åbne slettearealer som permanente lysninger i skoven. Den mere moderne tilgang til skovdrift tilgodeser i højere grad det lokale dyreliv, der har brug for et varieret landskab med hjemmehørende træer og buske.
Den gule rute
På den gule rute kommer du igennem begge plantager. Turen går gennem hede, nåleskov og løvskov.
Også fortidens imponerende gravhøje kan spottes fra stien. Gravhøjene er fra sen stenalder til bronzealder, og udover de interessante historiske perspektiver, byder gravhøjene også på spændende opdagelser hvad angår planteliv. På sydsiden af gravhøjene vil du kunne finde tørke- og varmetålende planter, mens der på nordsiden vil være planter, der trives med høj luftfugtighed.
Download formidlingen på skiltene fra den gule rute her:
Skiltene på gul rute med masser af læring og sjove oplevelser
Den blå rute
På den blå rute kommer du også gennem hedelandskaber, nåleskov og løvskov. Her er rig mulighed for at studere de forskellige planter og dyr, der lever i de forskellige biotoper.
Download formidlingen på skiltene fra den blå rute her:
Skiltene på blå rute med læring, sjove øvelser og historie
Formidlingen til ruterne findes pt. ikke i webtilgængelig form.
Faciliteter ved ruterne
Begge ruter er tilknyttet flere p-pladser, ligesom du kommer forbi bålhytter og naturbasen i Jenle, hvor du finder shelters, toilet og vand.
Tæt ved naturbasen i Jenle Plantage finder du desuden en rollatorvenlig sti.