Om naturruterne
De fire naturruter på Louns Halvøen er meget forskellige, og alt efter hvilken du tager, kan du opleve den lille troldeskov, det tætte enebærkrat og de mange græssende dyr.
Den blå rute
Den blå vandrerute ligger på Louns Halvøens nordvestlige del. Underlaget på stien består af asfalt, sand, græs og trampestier.
Turen byder på skove, marker, hede og kyst. Udover de forskellige landskaber, kommer du også forbi en gravhøj og Herregården Hessel, som i dag er et museum.
Den grønne rute
Den grønne vandrerute på Louns byder på forskelligt landskab i form af dyrkede og græssede marker, skove, vådområde, hede og kyst.
På denne rute går du forbi en gravhøj samt Store Ramshule, som består af dybe slugter og høje bakker, hvor der gror mange enebærbuske. Underlaget på ruten består af asfalt, sand og trampestier.
Den gule rute
Den gule vandrerute på Louns Halvøen tager dig forbi forskellige menneskeskabte elementer som gravhøje, en mergelgrav og en ringvold.
Landskabet byder desuden på marker, skove, enge og kyst. På turen kommer du også forbi Meldbjerg Hoved, hvor du kan se sporene fra de tre sidste istider. Underlaget på ruten består af asfalt, sand og trampestier.
Den røde rute
Den røde rute på Louns går gennem marklandskaber, skove og langs kyst. På turen er der altså rig mulighed for at få stimuleret sanserne gennem variationen i landskabet.
På ruten kommer du forbi gravhøje og istidens aftryk ved Knudshoved, hvor du kan se istidens forskellige lag. Underlaget på ruten består af asfalt, sand og trampestier.