Vandreruten på De Himmerlandske Heder

Hvis du længes efter oplevelsen af at føle dig alene i vild og ubeboet natur, så skal du på tur til De Himmerlandske Heder. De Himmerlandske Heder er med 1.300 hektar den største fredning i Vesthimmerland, og her er både et fantastisk dyreliv og historiske spor efter menneskelig aktivitet siden stenalderen. Få inspiration til din vandretur lige her.

Billede af en gruppe mennesker der vandre på de Himmerlandske heder
Billede af De Himmerlandske heder

Om De Himmerlandske Heder

Med sine 1.300 hektar åbne vidder tager hederne dig med tilbage i historien til en tid, hvor agerbruget formede landskabet. I oldtiden var området faktisk skov, som det var tilfældet med det meste af Danmark, men allerede i stenalderen slog bønder sig ned og begyndte transformationen af landskabet. Skov blev brændt af, så jorden kunne dyrkes. Den menneskelige aktivitet har siden skabt et natur- og kulturlandskab, hvor planteliv og dyreliv bor side om side med vejspor, markspor, findestedet for Skarpsallingkarret, gravhøje og mange andre vidnesbyrd på menneskers foretagsomhed.

De Himmerlandske Heder er det, vi i dag har tilbage af det ufatteligt store hedeareal, der op til 1800-tallet strakte sig fra Limfjorden i vest til Rold Skov i øst. I dag omfatter De Himmerlandske Heder fem lokaliteter, nemlig Vindblæs Hede, Oudrup Østerhede, Lundby Hede, Astrup Hede og Kyø Dale, der tilsammen er Vesthimmerlands største fredning.

Når du vandrer gennem De Himmerlandske Heder, kan du være heldig at opleve det rige dyre- og planteliv. Plantelivet inkluderer bl.a. hedelyng, revling, tyttebær, enebær og blåbær, mens du kan opleve hele 36 forskellige sommerfuglearter, almindeligt firben, markfirben, stålorm og Danmarks eneste giftslange, hugormen. Du kan også møde den sjældne og truede sommerfugl hedepletvinge. Hedepletvinge yngler på djævelsbid, der har et af sine eneste tilbageværende levesteder på De Himmerlandske Heder. Naturplejen fokuserer derfor i høj grad på at værne om og fremme vilkårerne for djævelsbid og dermed for hedepletvinge.

Underlaget på hederne består af græs og trampestier, og terrænet er kuperet.

Om vandreture på De Himmerlandske Heder

Der er flere vandreruter gennem De Himmerlandske Heder. Turen kan alt i alt være på cirka 20 km, eller du kan komme tilbage og vandre ad de enkelte ruter hver for sig. Vandreruterne spænder fra små 5 km og op til 8 km. Se mere på udinaturen.dk.

Der er p-pladser flere steder på De Himmerlandske Heder.

Billede af tyttebær på hederne
Billede af sommerfuglen Hedepletvinge, der sidder på en hånd

Planlæg din tur på udinaturen.dk

Udinaturen.dk samler alle vandreruter i Danmark, så det er nemt at planlægge sin tur. Find vandreruten på De Himmerlandske Heder dér.

God skik, når du vandrer

Naturbeskyttelseslovens bestemmelser gælder på De Himmerlandske Heder.

  • Færdsel må kun ske til fods
  • Hunde skal altid være i snor
  • Åben ild og bål er ikke tilladt
  • Affald må ikke smides i naturen
  • Skiltningen på hederne skal respekteres
  • Al færdsel er på eget ansvar, også hvor der går græssende dyr