Myrhøj Plantage
I Myrhøj Plantage i Vesthimmerland finder du en afmærket vandrerute, der tager dig på tur gennem et landskab dannet af seneste istid. Her kan du opleve natravn og hvide dådyr - hvis du er heldig og tålmodig.
I Myrhøj Plantage i Vesthimmerland finder du en afmærket vandrerute, der tager dig på tur gennem et landskab dannet af seneste istid. Her kan du opleve natravn og hvide dådyr - hvis du er heldig og tålmodig.


Myrhøj Plantage ligger i et område, der blev dannet i slutningen af den sidste istid. I dag kan du opleve det flade landskab i Myrhøj, der står i skarp kontrast til det bakkede landskab i Uhrehøje Plantage. De to plantager ligger i forlængelse af hinanden.
Fuglelivet i Myrhøj Plantage er rigt og værd at studere. Som noget helt specielt holder natravnen til i Myrhøj Plantage. Den ses kun sjældent, da den sover om dagen, men i yngletiden fra sent forår til hen på sommeren kan hannens snurrende sang høres fra de tidlige nattetimer.
Hør natravn hos DOF, før din tur i Myrhøj Plantage
I Myrhøj Plantage bor flere forskellige dyr, og tager du en stille vandring ad hvid rute kan du meget symbolsk møde hvide dådyr. Farven skyldes en genetisk variation, som dådyrene bærer i sig. Det er lidt på samme måde som vi mennesker kan bære på gener for en bestemt øjen- og hårfarve, så vi måske får børn med en helt anden hårfarve, end vi selv har. Du kan derfor sagtens opleve en brun og en hvid dåkalv, der går rundt med deres mor - der altså er begges mor trods den genetiske forskellighed.
Myrhøj Plantage er et eldorado for svampesamlere. Efter en periode med regn, er skovbunden i sensommeren fyldt med kantareller, mælkehatte, støvbolde og alverdens rørhatte. I plantagen finder du også forskellige bær, blomster og kogler.
Når du færdes i Myrhøj Plantage, gælder de samme adgangsregler som for offentlige skove:
Al færdsel sker på ege ansvar.
Vis hensyn til det lokale dyreliv. De bor her, mens du blot er på besøg. Pas på naturen og tag dit affald med, når du tager hjem – det eneste, du skal efterlade dig, er dine fodaftryk.