Lav påskepynt med naturmaterialer

Der er ingen grund til at købe påskepynt. Med lidt snilde og en tur ud i Vesthimmerlands natur har hele familien det, der skal til, for at lave sjovt og kreativt påskepynt sammen. Det forlænger ikke kun skovturen eller strandturen, men bliver til hyggelige minder i de næste mange år. Rigtig god fornøjelse.

Giv påskeæggene flotte farver med planter

Plantefarvning af hønseæg er en sjov aktivitet, fordi man aldrig helt ved, hvordan æggene kommer til at se ud.

Traditionen med at farve æg i påske går langt tilbage. I omkring år 1650 brugte man påskeliljernes blade og blomster, og fra 1800-tallet blev det meget mere udbredt at plantefarve påskeæg med forhåndenværende materialer som løgskaller, skarntyder, stenlav og tagmos.

Sådan gør du

  • Saml blomster, blade, mos eller lignende til farvningen, og læg det hele på en våd papirserviet.
  • Pust et æg og placer det midt i de planter, du har samlet. Pak så papiret rundt om ægget. Slut af med at pakke det hele ind i et stykke stanniol.
  • Kog ægget i 20-30 min. Jo længere kogetid, des mere farve får det.
  • Skyl ægget for at se, hvor flot det er blevet med sin nye farve.
  • Dekorér evt. påskeægget ved at lime blomster på.

Ægget på billedet nedenfor er farvet med the og planter plukket i haven. Vi har bl.a. brugt lyng, gul krokus og rød julestjerne. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser. Hvad kunne du tænke dig at prøve?

Et flot æg, der er farvet med planter

Søde påskekyllinger af lærkekogler

Påskekyllinger af lærkekogler

Dette projekt egner sig bedst til lidt større børn. Det er sjovest, når man selv kan sætte det hele sammen.

Sådan gør du

  1. Gå på jagt efter lærkekogler i skoven.
  2. Rul en gul piberenser rundt om en lille pind, der skal fungere som kyllingens øje. Klip pinden helt ind til piberenseren, så de flugter.
  3. Lim et kogleskæl fra en fyrkogle på piberenseren, så det ligner et næb.
  4. Lim piberenseren og lærkekoglen sammen. Under koglen skal du lime en gul fjer.
  5. Lim det hele fast på en lille træplade eller papskive, så påskekyllingen bliver stabiliseret.

De søde påskekyllinger kan sprede glæde hele påsken uanset hvor de står. År efter år!

Sjove påskefår i sten

Her kan alle være med. Tag til stranden og find flade sten sammen. I kan gøre det til en konkurrence, hvem der finder flest flade sten, og gerne i forskellige størrelser. Når I kommer hjem, kan I samles om denne hyggelige og nemme kreative aktivitet.

Sådan gør du

  1. Lim stenene sammen, så det ligner et får.
  2. Mal øjne på fårets hoved.
  3. Lim fåret fast på en pind, f.eks. en drivtømmerpind.

Rigtig god fornøjelse.

Sjove får i sten, der f.eks. kan pynte i haven

Søde kyllinger af sten

Søde kyllinger i sten

Her er en sjov og hyggelig aktivitet især for de mindste. Start med at tage til stranden og find flade sten sammen. Det er hyggeligt at gå og nusse i vandkanten, og tager I en kande kakao og en madpakke med, behøver I ikke skynde jer hjem.

Sådan gør du

  1. Mal de flade sten gule.
  2. Klip næb i karton og lim næb, rulleøjne og et stykke pyntebånd på.

Lad endelig ungerne male med de farver, de helst vil farve med. Voksne tænker godt nok, at påskekyllinger er gule, men spørger du børn, kan de være i mange farver. Måske I ender med en hel regnbue.

Idéen er modtaget af dagplejer Lis Hemdrup Midtskogen i Simested.

Sjove koglekyllinger

Her kan hele familien være med. Fyrrekoglerne skal åbne sig, for at I kan bruge dem, og derfor er det en god idé at samle koglerne én dag og bruge dem en anden. På den måde har de tid til at tørre og åbne sig inde i varmen. I Vesthimmerland finder I flere plantager med fyrretræer, hvor I kan gå på jagt efter fyrrekogler.

Samler I flere slags kogler, har I til flere projekter. 

Sådan gør du

Klip et fuglenæb i karton og lim næbbet, en gul fjer og rulleøjne på koglen, så hønen får et ansigt og en fjerpragt.

Det var dét. En nem og hyggelig aktivitet, hvor skovturen kommer med hjem og ind i stuen.

Sjove koglekyllinger

Sjove koglekyllinger

Musvit i krat

Naturen er rig på oplevelser i foråret