Almindelig Kongepen (Hypochoeris radicata)
Almindelig kongepen er en gul kurvblomstret plante med mælkesaft. Dens grenede stængel uden blade, kommer op fra en bladroset ved jorden. Til forveksling minder den om en mælkebøtte, og kaldes bl.a. ”falsk mælkebøtte” på engelsk.
Bladene er typisk behårede, dog kan de være helt glatte, og så har den en ’hanekam’ (en række stive hår) på kurvsvøbets blade.
Den unge bladroset, kan spises i en salat (ligesom mælkebøtteblade), og ristes roden, kan den bruges som kaffe. Ellers er insekterne rigtig glade for den, og ser du på blomsten en solskinsdag, vil du opleve et mylder af liv.
Navnet ”kongepen” hentyder til de spidse, hindeagtige avner, som sidder mellem blomsterne. Avnerne er sterile og minder om små gyldne fjerpenne – ligesom kongens.
Hypochoeris er et gammelt græsk plantenavn, der betyder noget i stil med ”under ung gris”.
Radicata betyder rodfæstet, hvilket hentyder til den grenede pælerod.