Natugler i Vesthimmerland

I Vesthimmerland kan du opleve natugler i Uhrehøje Plantage. Natuglerne tuder året rundt, og det er en stor oplevelse at høre - måske endda se - uglerne, mens man er på tur. Søger du til naturbasen i Uhrehøje Plantage for at overnatte i shelter, er du landet midt i ugleland. Rigtig god fornøjelse.

Natugle i redekasse - Uhrehøje Plantage
To natugleunger i redekasse

Kom tættere på natuglen

I Uhrehøje Plantage yngler Danmarks mest almindelige ugle, natuglen. Tager du en aftentur, kan du året rundt høre deres karakteristiske (og for nogen måske lidt uhyggelige) tuden. Uglerne tuder særligt meget fra december til februar. Det gør de for at forsvare deres territorium og for at finde en mage, ligesom de også kan tude for at informere hinanden om farer. Sangkonkurrencen mellem hannerne går kort og godt ud på at fortælle hunnerne, hvor god man er til at finde føde.

Når du besøger Uhrehøje Plantage i marts-april, kan du i aftentimerne være heldig at spotte en natugle. I denne periode ruger hunnen nemlig i sin rede, og derfor skal hannen ud at finde føde til sig selv og sin mage – og sidenhen ungerne. Hold særligt øje ved steder, hvor der er meget uglegylp. Det er nemlig et tegn på, at der kan være én, der sidder og ser ned på dig. Ofte kan du spotte hannen på sin faste hvileplads som den benytter, når den sover om dagen.

Reden findes i et hult træ eller i en uglekasse. Natuglerne er tæt knyttet til deres ynglested, og derfor kan du komme igen år efter år og opleve dem, da de gerne holder til i det samme træ eller redekasse. Ungerne kan både klatre i træerne og sidde på jorden, og derfor skal du ikke gøre noget, hvis du finder en natugleunge på jorden. Forældrene er ved at søge føde lige i nærheden.

Følg ugleruten

Når du besøger Uhrehøje Plantage for at møde natuglen, anbefaler vi, at du går en tur ad ugleruten. Det er en sjov og sanselig oplevelse for både børn og voksne. Når mørket falder på, kan du tage lommelygten frem og gå på jagt efter de 12 sjove træugler, der har øjne som lyser i mørket.

Ugleruten starter tæt på parkeringspladsen ved Madpakkehuset (Vandværkshuset) i den østlige ende af plantagen. På oversigtskortet nedenfor eller ude i felten kan du kigge efter ugle-symbolet, hvor ruten starter (under det sidste E i "Uhrehøje Plantage". Ruten er ca. 1 km.

Læs mere om ugleruten

Kort over vandreruter og aktiviteter i Uhrehøje Plantage

Vesthimmerlands Kommune hjælper natuglerne

I starten af 2026 satte Vesthimmerlands Kommune tre redekasser op til natuglerne i Vesthimmerland. Én ved Farsø Sø, én i Lystanlægget i Aars og én i Uhrehøje Plantage lige ved starten på ugleruten.

Redekasserne i Farsø og Aars er, udover en venlig håndsrækning til natuglerne, tænkt som en del af den lokale rottebekæmpelse. Et natuglepar med unger kan æde op mod 1.000 mus og rotter på en sæson, og det er en væsentlig del af en giftfri indsats mod mus og rotter.

Vil du også hjælpe natuglerne?

Vil du give uglerne mulighed for at yngle nær dit hjem? Sætter du en uglekasse op, er du måske heldig at få nye, fjerklædte naboer.

En uglekasse er sammenlignet med redekasser til småfugle noget større. Find målene på nettet. Du kan bygge redekassen selv og på den måde spare mange penge. Bruger du noget træ, du allerede har liggende, gør du også noget godt for planeten ved at nedsætte dit forbrug.

Kassen skal sidde i 6-8 meters højde.

Uglegylp på en bænk

Find spor efter natuglerne

Det er ikke sikkert, at du ser natuglen, men du kan være heldig at finde ædespor, fjer eller uglegylp.

Uglegylp indeholder almindeligvis mange grå musehår og knogler fra de mus, uglen har slugt i én bid. Uglemaven udskiller ikke saltsyre, som tilfældet er med rovdyr og mennesker. Derfor kan man ofte samle et helt puslespil af de fineste museknogler. På den måde kan man faktisk fastslå hvilken mus, natuglen har nedlagt.