Fuglenes kost varierer med årstiden. I sommerhalvåret lever mange af insekter og småkravl, men med efterårets komme bliver fødekilderne mere sparsomme. Bær, frugt og nødder bliver derfor ganske afgørende for, at mange fugle klarer sig gennem de mørke måneder.
Bær, frugt og nødder betyder flere fugle i haven
Når du tilbyder bær og frugt i haven, kan du være heldig at få besøg af et væld af fugle. Hvilke fugle vil afhænge af, hvad du planter. Generelt er det en god idé at gå efter hjemmehørende arter af bærbuske og frugttræer, men der er dog også ikke-hjemmehørende planter, der gør godt.
Vi anbefaler, at du planter lidt forskelligt. Udover at tilbyde mere mad og dermed give en håndsrækning til flere fugle, vil det også kunne udvide sæsonen, når du vælger planter, der tilbyder bær og frugt forskudt. Kan du dertil også plante et nøddetræ eller to, vil du kunne tiltrække flere og andre fugle.
Derudover er det en god idé at tænke i krat og skjul, så fuglene har steder at gemme sig og bygge reder. Buske og træer skal naturligvis gro til, og du har ikke et dejligt vildnis i morgen, men over tid vil visse buske og træer kunne tilbyde gode skjulesteder.





