Naturbasen ved Limfjorden

I Hvalpsund ligger Vesthimmerlands kystnære naturbase. Med hele 108 kilometer kystlinje er Limfjorden det bankende hjerte i Vesthimmerlands natur, og her ved fjorden venter sjove, lærerige oplevelser for både store og små vandhunde. Naturbasen ligger ved Hvalpsund Familie Camping. 

En gruppe mennesker er optaget af aktiviteter ved Limfjorden
Samlingshytten på naturbasen i Hvalpsund

Faciliteter på naturbasen

På naturbasen har du mange muligheder for at slippe din nysgerrighed på fjorden løs, og faciliteterne gør det nemt at drage på eventyr. 

  • Toilet
  • Drikkevandshane
  • Samlingshytte
  • Kiosk
  • Grejrum med alt det, I har brug for, når I vil udforske Limfjorden

I grejrummet er der waders, fiskenet, vandkikkerter og meget mere til fri afbenyttelse. Vil du sove på naturbasen, kan du overnatte i hængekøje i samlingshytten.

Gå på opdagelse ad undervandsstien

Træk i waders, tag fiskenet og vandkikkert under armen, og prøv undervandsstien – en sjov vandaktivitet med otte poster ude i Limfjordens kant. Når du følger de røde bøjer, der markerer posterne, kan du undersøge hvilke dyr, der gemmer sig og bor i fjorden. Med undervandskikkert kan du komme helt tæt på dyrene i deres naturlige omgivelser, og på den måde lære om det særlige økosystem her i fjorden. 

Undervandsstien er for nysgerrige vandsjæle i alle aldre, og I kan selv tilpasse aktiviteten ud fra evner og vandstand. Er vandstanden lav, kan I følge posterne iført waders. Ved højvande kan I svømme, bruge paddle boards eller gennemsigtige kajakker. I vælger selv, hvordan I kommer rundt på jeres færd.

Undervandsstien er åben fra forår til efterår.

Følg overvandsstien til lands

Til lands er der også masser af sjov og læring. Her finder I nemlig overvandsstien.

Snup én af de otte kufferter i grejrummet, og start ved pælen med samme billede som det, der er på kufferten. Hver kuffert giver jer grej til de sjove oplevelser, der er ved hver pæl på stien. I kan bl.a. kaste jer over muslingebingo og eksperimenter med magnetisk sand, alge-postkort, sten-jagt og meget mere.

Der er garanti for mange timers sjov sammen med lige netop det, I synes er allersjovest. Og masser af grunde til at komme igen. 

Mennesker fisker i vandkanten
Flot sandslot

En fælles kærlighed til Limfjorden

Naturbasen er blevet til i samarbejde mellem Naturekspeditionen, Vandaksen og Hvalpsund Familie Camping med økonomisk støtte fra Friluftsrådet og Sparekassen Danmark Fonden Himmerland.

Børn og voksne undersøger vanddyr

Her finder du naturbasen

Hvalpsund Familie Camping
Overgaden 24
9640 Farsø

Der er mulighed for parkering.