Vandreruter i Uhrehøje Plantage

Du finder fire afmærkede vandreruter i Uhrehøje Plantage og Myrhøj Plantage. Tre ud af fire vandreruter i Uhrehøje Plantage er i kuperet terræn, og alle fire ruter tager dig gennem imponerende natur og tæt på en række historiske gravhøje. Det er efter én af disse gravhøje, Uhrehøje Plantage har sit navn.

Vær opmærksom på, at ruterne i 2026 har fået nye farver. Vandreruterne er de samme som du måske kender, og ændringen er en del af et større arbejde, hvor vi ensretter rutefarver på tværs af kommunens naturområder.

Billede af gravhøje i Uhrehøj
Billede af Uhrehøje Plantage i efterårsfarver

Om vandreruterne i Uhrehøje Plantage

Du finder fire afmærkede naturruter i Uhrehøje og Myrhøj Plantage. Med sine cirka 200 hektar byder Uhrehøje Plantage på kuperet terræn, sø, hede og store skovarealer. Uhrehøje Plantage ligger i et område som blev dannet i slutningen af den seneste istid. I dag kan du derfor opleve et bakket landskab, der består af et vekslende lag af moræneler og sand som er skubbet sammen af isen. 

Den hvide rute – 2,5 km

Den korteste vandrerute i Uhrehøje Plantage er hvid rute. Her vil du komme gennem skov og hede med afvekslende terræn og forskellige træarter. På ruten kommer du også tæt på en række historiske gravhøje: Langhøj, Tvillingehøje og Uhrehøje, som plantagen er navngivet efter.

Underlaget på ruten består af grus, jord og sand. Terrænet er meget kuperet.

Den gule rute – 3 km

Den gule rute tager dig forbi gravhøjene Tvillinghøje, der ligger ude på et hedeareal. Tvillingehøje er én ud af 20 gravhøje som du kan opleve i plantagen. Sammen med Uhrehøje og Langhøj er Tvillingehøje de mest markante høje.

Underlaget på ruten består af grus, jord og sand. Terrænet er meget kuperet.

Den blå rute – 4 km

Den blå rute ligger i Myrhøj Plantage. Det er et område, der blev dannet i slutningen af den seneste istid, og til trods for træerne vil du tydeligt opleve randmorænestrøg i plantagerne. Kontrasten mellem det flade landskab i Myrhøj Plantage og bakkerne i den tilstødende Uhrehøje Plantage er slående. Du vil på denne rute desuden opleve urørt skov.

Myrhøj Plantage er et eldorado for svampesamlere. Efter en periode med regn er sensommerens skovbund gavmildt fyldt med kantareller, mælkehatte, støvbolde og alverdens rørhatte. I plantagen kan du også finde forskellige bær, blomster og kogler, ligesom du kan være heldig at opleve det lokale dyreliv – lige fra en dåhjort til natuglerne.

Underlaget på ruten består af grus, jord og sand. Terrænet er forholdsvis fladt

Den røde rute – 7 km

Den længste vandrerute i Uhrehøje Plantage er rød rute. Den røde rute leder dig igennem store dele af plantagen, og du vil derfor opleve både skov og hede med meget vekslende terræn. På denne tur kommer du også forbi nogle af de mange gravhøje, der vidner om den menneskelige aktivitet, der var i området for flere tusind år siden.

Starter du din vandretur fra naturbasen, kommer du cirka halvvejs forbi madpakkehuset i den østlige ende af skoven. Madpakkehuset er for alle, og du er naturligvis velkommen til at søge ly, hvis vejret undervejs ændrer sig til det vådere.

Underlaget på ruten består af grus, jord og sand. Terrænet er meget kuperet.

Kort over vandreruter i Uhrehøje og Myrhøj Plantage

Faciliteter til vandretur i Uhrehøje Plantage

naturbasen i Uhrehøje Plantage finder du bålhytte, tre shelters med plads til 20 personer, toilet og vand. I Myrhøj finder du en shelterplads med shelters, bålplads og bord/bænkesæt.

Til ruterne er der tilknyttet flere p-pladser.

Vi har ændret på ruternes farver

Vesthimmerlands Kommune er i 2026 ved at ændre på vandreruternes farver på kommunens naturområder.

I Uhrehøje Plantage betyder det, at du bør følge pilenes vejmarkeringer med et vågent øje. Vi har opsat midlertidige kort, mens vi producerer gode, hjælpsomme oversigtskort. Folderne, der plejer at være tilgængelige, er ikke længere retvisende, men vi knokler for at følge borgere og turister godt rundt i plantagen, uanset om du har brug for kort, folder eller digital vejledning her eller på udinaturen.dk.

Vi håber på din forståelse, mens vi knokler. Har du feedback eller spørgsmål, er du som altid velkommen til at række ud til os.