Fem sjove projekter til dig, der kigger på fugle

Det er sjovt og sundt at se på fugle. Det ved du sikkert allerede, hvis du er fuglekigger. Vil du kaste dig over kreative projekter, hvoraf nogle kommer fuglene til gavn, så har vi samlet fem små fugleprojekter på denne side. 

Tyk gren som fuglefoderholder

Lav et fuglefodertræ

Sådan gør du:

  1. Find et stykke træstamme med grene, der stikker ud.
  2. Bor huller i træstammen.
  3. Fyld hullerne med fedt og fuglefrø.
  4. Hæng træstammen op i et træ.
Kogler

Lav dit eget fuglefoder

Har du foder i haven til fuglene, er det lettere at observere dem.

Kogler kan bruges igen og igen som foderkogler:

  1. Smelt fedt i en gryde
  2. Bland fuglefrø i
  3. Hæld blandingen ud over koglerne med en ske
  4. Bind en snor i koglerne
  5. Hæng koglerne op i naturen – så er de klar til fuglene.

En god idé er at pynte et træ som et ”tag selv”-bord – ikke bare for fuglene, men også for andre dyr som f.eks. musen.

Mange mus samler agern, bog og nødder til vinteren, som de gemmer i hule træer eller huller i jorden. Disse depoter kan jo slippe op, så pynt også dit træ med agern, som er trukket på ståltråd foruden dine foderkogler.

Et fuglefoderbræt

Lav dit eget fuglebræt

Sådan gør du:

  1. Sav en træskive på ca. 2 cm. 
  2. Slå søm i træskiven med ca. 2 cm. mellemrum.
  3. Med pilegrene eller lignende fletter du ind og ud mellem sømmene, så fuglebrættet får en tilpas høj kant.
  4. Fastgør bindebånd til fuglebrættet, så du kan hænge det op i et træ.
  5. Læg hjemmelavede foderkugler eller lignende på fuglebrættet, så der er foder klar til de trængende fugle. 
Et træ pyntet med fugle

Fremstil et indendørs fugletræ

Sådan gør du:

  1. Find billeder af fuglene, du ser på foderbrættet eller i haven, i en bog, på nettet eller andetsteds.
  2. Fotokopier dem først normalt og efterfølgende spejlvendt.
  3. Klip fuglene ud og klip et stykke snor.
  4. Lim fuglene sammen med en snor mellem de to papirstykker

Det er hyggeligt at lave dit eget fugletræ og pynte det med dagens fugle, som man lærer bedre at kende. Næste dag kan du igen iagttage havens fugle, og derudfra pynte træet på ny.

Farvelæg en fugl

En anden hyggelig aktivitet at lave, mens du ser på fuglene gennem vinduet, er at farvelægge din egen fugl.

Det, at farvelægge en fugl, er en god måde at lære at genkende fuglene på. Prøv eksempelvis at farvelæg Rødhalsen og se, om du så husker den bedre, næste gang du ser den.

Download ark med fugle til print (PDF – ikke webtilgængelig)
Gå til hjemmeside med ugletegninger til print 

Rødhals

Sød musik fra rødhalsen

Vinteren er den tid, hvor det er lettest at studere fugle, da vi kan fodre dem og observere dem fra vinduet. I vintermånederne hører vi ikke mange fugle synge, men rødhalsen er en undtagelse, da den synger året rundt.

Rødhalsen er frisk fra morgenstunden, og allerede i tusmørket kan du høre dens sang. Grunden til, at rødhalsen står tidligt op, er fordi den har større øjne end de andre spurve. Derfor kan den bedre se sine fjender, og hurtigst komme ud og markere, at dens fødeterritorium er optaget.

Gode råd til nye fuglekiggere

Du er slet ikke alene om at studere de fjerklædte venner. I de seneste tre år er antallet af unge fugleentusiaster hos Dansk Ornitologisk Forening tredoblet (tal fra 2026), og det er et vidnesbyrd om, at flere får øjnene op for de store, mindeværdige oplevelser i naturen.

Det er let at komme i gang som fuglekigger. Du behøver ikke en masse dyrt udstyr. En kikkert er naturligvis en stor fordel, hvis du vil nærstudere fuglene, men derudover har du ikke brug for at investere i mere. Naturekspeditionen anbefaler:

  1. Download to apps: DOF's fuglebog og Merlin Bird ID. Tilsammen er de et praktisk grundlag for at komme i gang med at identificere fuglene omkring dig. Med DOF's fuglebog kan du bl.a. slå op, hvis du har set en fugl, du ikke kender, og få forslag til, hvad det var. Merlin Bird ID udmærker sig ved stemmegenkendelse, og er fantastisk at have med på tur, når du hører en fugl og vil identificere den.
  2. Start hjemme i haven: Se og lyt til fuglene, der besøger matriklen. Sæt redekasser op til forskellige fugle eller lok flere fugle til med foder og vand. Det er sjovt at notere matrikelarterne, du ser og hører, så du over tid kan se en udvikling.
  3. Tag ud til søer, skov og hede: Måske får du hurtigt en iver efter at se en bestemt fugl, og så er det tid til at opsøge forskellige naturtyper. Klæd dig på efter årstiden, pak en madpakke og bær dig stille ad. Kom igen flere gange om året og på forskellige tidspunkter på døgnet, så du opbygger erfaring med fuglenes sæson- og døgnadfærd.
  4. Hold øje med lokale events: Naturekspeditionen holder årlige arrangementer, også for fugleentusiaster, og derudover kan du med fordel holde øjne hos Danmarks Naturfredningsforening i Vesthimmerland og nabokommunerne eller Dansk Ornitologisk Forening. Det er dejligt at dele sin interesse med andre.
  5. Læs om fuglene: Gå på biblioteket eller i en genbrugsbutik og find mere viden om fuglene. Jo mere vi kender til dem, jo bedre kan du finde dem - og være med til at værne om den natur, de har brug for.