De lysere dage er her
Marts er ifølge kalenderen årets første forårsmåned. Ved månedens begyndelse er dagens længde 10 timer og 38 minutter, og i løbet af måneden tiltager den med hele 2 timer og 24 minutter.
I marts er der forårsjævndøgn. Det er et døgn, hvor nat og dag er lige lange. Rent videnskabeligt bliver denne dato brugt som en skilledag for, hvornår det er forår eller ej. Der findes også en anden uvidenskabelig og uofficiel definition af, hvornår det er forår. Her siger man, at foråret begynder, når minimumstemperaturen ligger mellem 0 og 10 grader.
Ud af fjerene, alle sammen!
Det er ikke kun os mennesker, der nyder, at dagene bliver længere og at temperaturen stiger i marts. Både planter og dyr har registreret, at der er flere lyse timer i døgnet, og at en ny sæson begynder.
Planterne begynder at spire, og saftspændingen stiger i træerne. Fuglene begynder at synge, og vi mennesker suger det hele til os, især når vinteren har været lang og hård. Hasselblomsten med den lyserøde hunblomst og hanranklerne er de første forårsblomster, vi ser på træer og buske.