Grannålesaft
Forår og sommer

Opskrift på grannålesaft

Leder du efter opskriften på en anderledes sommerdrik, der dufter og smager af sommer, sol og skov? Lav gransaft!

Vidste du, at grannåle kan spises? Den er god nok. Du kan spise grannåle fra nordmannsgran og rødgran, lærk, skovfyr og flere andre. Når du sanker grannåle i maj og juni, er smagen frisk, mild og lidt henad citrus. 

Du kan ikke spise nålene fra taks, der er giftig. Er du i tvivl, så lad hellere være og rådfør dig med en, der er sikker på forskellen mellem træerne.

Det skal du bruge

  • 1 l. lysegrønne granskud
  • 3 l. vand
  • 350 g. sukker
  • Saften fra to citroner

Du skal ikke bruge de mørkegrønne, gamle grannåle, da saften så kommer til at smage af sæbe.

Sådan gør du

Bland alle ingredienserne sammen i en gryde og lad det hele koge i 15 minutter. Si granskuddene fra og hæld saften på flaske.

Saften kan holde sig i 14 dage på køl. Fryser du den, kan den holde endnu længere, og du kan tage op efter behov.

Om foråret og sommeren kan du samle de lysegrønne, nye skud, og bruge dem i sirup, the, marinade, denne grannålesaft og meget mere. Du kan faktisk også bruge nålene fra dit juletræ som smagsgiver, så længe det er et økologisk, usprøjtet træ, og du kun tager de yderste, friskeste nåle. De kan give god smag til julekøkkenet.

Flere fantastiske opskrifter med naturens råvarer

Hybenrosesaft

Rønnebærkiks

Boller med vild timian