Hybensuppe
Sommer og efterår

Opskrift på hybensuppe

Lav en suppe, der smager af sensommer! Hybensuppen kan både nydes varm og kold, og vi anbefaler f.eks. flødeskum eller creme fraiche som topping.

Du skal bruge de modne orange frugter til opskriften. Det er bedst at høste hyben efter den første lette frost, fordi det fremhæver deres sødme - men pluk inden hård frost. 

Det skal du bruge til suppen

  • 500 g. rensede hyben
  • 1 l. vand
  • 1 vaniljestang
  • 2,5 dl. hvidvin (ikke for tør)
  • 100 g. sukker
  • Saften fra en citron

Det skal du bruge til servering

  • 2 dl piskefløde eller cremefraiche 38%
  • Frisk basilikum eller spiselige blomster

Sådan gør du

Kom hyben i en gryde sammen med vand, vaniljekorn og vaniljestang. Lad blandingen koge i ca. 20 minutter til hybenskallerne er møre og udkogte. Fjern vaniljestangen, og mos hyben og kogevand med en stavblender. Kom herefter mosen i en sigte og pres den igennem, så du får en ensartet masse.

Hæld mosen tilbage i gryden og tilføj hvidvin, sukker og citronsaft. Kog suppen op og lad den småsimre til sukkeret er opløst. Hvis suppen er for tyk, kan du tilsætte en ekstra sjat hvidvin eller lidt vand.

Smag suppen til med sukker og citron, inden du lader den køle af.

Når suppen er afkølet, serveres den i en skål eller et glas, toppet med pisket flødeskum eller cremefraiche. Pynt gerne suppen med frisk basilikum eller spiselige blomster.

Tip! Du bestemmer selv, om du vil servere suppen lun eller iskold. Du kan også toppe suppen med flødeskum, som er smagt til med vaniljekorn, rosensirup, et drys stødt kardemomme eller kanel.

Hyben 

De smukke frugter fra hybenbusken kan bruges til meget i køkkenet. Opskriften på hybensuppe er enkel og lige til at gå til.

Hyben er i sæson fra august og til oktober, alt efter vejret, så du har masser af muligheder for at lave hybenmarmelade, -sirup, -suppe eller noget helt fjerde.

Vidste du i øvrigt, at hyben er invasiv? Det er endnu en god grund til at spise den!

Hyben