Forår og tidlig sommer

Opskrift på mælkebøttesirup 

En god sirup er uundværlig til et godt ostebord, yoghurt og skyr eller måske til en omgang amerikanske pandekager søndag morgen.

Denne smukke, solgule sirup kan du lave med blot 50 mælkebøttehoveder ... hvis du da nænner at plukke dem.

Det skal du bruge

  • 50 mælkebøttehoveder (kun det gule i blomsten)
  • 500 gram æbler skåret i skiver
  • 1 stilk rabarber skåret i mundrette stykker
  • Saften fra 1 citron
  • 1 liter vand
  • 500 gram sukker

Sådan gør du

Pluk de gule kronblade af mælkebøtterne og bland dem i en gryde med æbleskiver og rabarberstykker. Tilsæt citron og vand. Lad ingredienserne småkoge i 30 minutter.

Si fyldet fra, så kun saften er tilbage i gryden. Tilsæt sukker i gryden og lad saften koge ind ved svag varme, indtil den begynder at tykne. Pas på, at massen ikke karamelliserer og bliver brun.

Hæld siruppen på en skoldet flaske skyllet med lidt cognac (eller Atamon).

Billede af Solbille i Mælkebøtte

Den magiske mælkebøtte

Mælkebøtten er ret fantastisk. Vi har 420 arter af mælkebøtte i Danmark, og i disse år får flere haveejere øjnene op for alt det gode, der er at sige om den tidligere så udskældte blomst. Udover at mælkebøtten har fine spiselige kvaliteter, gør den også meget godt for biodiversiteten.

Mange insekter, sommerfugle og bier søger mælkebøtten, der med sin varme, gule farve lyser op i landskabet. Samtidig spiser mange insekter, mus og fugle faktisk også frøene. Frøene er bl.a. føde for stilits, grønirisk, skovspurv og dompap.