Masser af kirsebær i et kirsebærtræ
Sommer

Opskrift på Maries kirsebærsaft

Naturvejleder Karin Winther har fået denne opskrift på kirsebærsaft af sin gamle nabo, Marie. Hun stillede altid to flasker med saft på bordet, når hun fik besøg. Valget stod mellem hjemmelavet hyldeblomstsaft eller hjemmelavet kirsebærsaft, og for Karin var det altid nemt: Hun valgte kirsebærsaften!

Her får du opskriften på Maries kirsebærsaft, og så kan du selv lave smagsdysten derhjemme. God fornøjelse.

 

Det skal du bruge

  • 5 kg kirsebær (med sten)
  • 2½ l kogt, koldt vand
  • 30 g vinsyre
  • 10 g natron
  • 500 g sukker pr. liter færdig kirsebærsaft
  • Atamon til at skylle flaskerne

Sådan smager Maries kirsebærsaft

Maries kirsebærsaft smager helt fantastisk af solmodne kirsebær og har en rund, sød undertone af mandel.

Den fortyndes med vand (eller danskvand) efter smag, og er perfekt til varme sommerdage!

Sådan gør du

Skyl og knus de fem kilo kirsebær med sten ned i en stor krukke. Opløs vinsyre og natron i det kolde, kogte vand, og hæld det over kirsebærrene. Dæk krukken med et rent viskestykke og sæt den på køl i to dage. Rør i massen af og til.

Si saften fra og mål mængden. Bland 500 g sukker pr. 1 liter kirsebærsaft, og rør rundt, indtil det er opløst.

Hæld saften på skoldede flasker, der er skyllet i Atamon eller spiritus, og opbevar dem køligt. Og rigtig god fornøjelse!

Mennesker plukker kirsebær i et hegn
Mor og barn har samlet kirsebær

Sæson for kirsebær

Kirsebær er et skønt sommerbær, der typisk er i sæson i juli og august. Af og til før, nogle gange også lidt senere. Kirsebær skal plukkes, så snart de er modne - har du ikke tid til at bruge dem med det samme, kan du fryse dem og tage dem op senere.

Du kan finde kirsebærtræer i hegn og haver. Overvejer du selv at få et kirsebærtræ i haven, bør du tænke godt over placeringen, da kirsebærtræet bliver ret højt. I naturen kan du også finde fuglekirsebær, der vokser vildt, men de smager noget mere syrligt. Til gengæld er fuglene glade for dem!

Nogle år er særligt gode kirsebærår. Sådan var det bl.a. i 2026, hvor der var varmt vejr i foråret, da kirsebærtræerne blomstrede. Det betød, at bestøverne var på vingerne, og resultatet kom gavmildt senere på sommeren. Der var nemlig mange flere kirsebær end normalt.

Flere opskrifter fra efteråret

Havtornmarmelade

Æblekage med marcipan

Svampesuppe