3 gode grunde til at bytte legepladsen ud med en tur i det fri

I mange år har Karin Winther, der er naturvejleder hos Naturekspeditionen, undervist pædagoger og lærer i at tage børnene med på tur og ud på den anden side af hegnet i institutionerne. Læs Karins bud på, hvorfor det er vigtigt, at vi kommer ud i det fri i dette blogindlæg.

3 gode grunde til at bytte legepladsen ud med ture i naturen

 

  1. Der mange flere naturværdier på den anden side af hegnet. En pind er ikke bare en pind, hvilket jeg vil vende tilbage til senere.
  1. Jeg vil påstå, at vores børn er i en form for ”Bilka” i 6-8 timer på en ganske almindelig hverdag, når de er i institution. De har brug for at komme ud af ”Bilka” for at finde hvile. Følelsen af ”Bilka” skal forstås på den måde, at der er masser af aktivitet, man hele tiden skal forholde sig til. Børn, der løber, skriger, kører gokart, gynger, synger og en andet, som giver masser af sanseindtryk, man skal behandle.Ifølge miljøpsykologen Roger Ulrich behandler vores hjerne 11 mio. informationsstykker pr. sekund, men kun omkring 15-20 af disse informationsstykker når videre til pandelappen og bliver kognitivt bearbejdet – resten bliver sorteret fra. Den proces kræver energi, og har man ikke mulighed for at hvile sig, bliver man mentalt udmattet. Mange af os voksne hviler os efter en tur i Bilka, men det har vores børn ikke altid mulighed for på legepladsen.
  1. Vi efterspørger innovative, kreative, selvstændige og idérige unge mennesker. Alligevel starter vi med at sende vores små poder ud på en legeplads, hvor vi voksne har defineret, hvordan de forskellige legeområder og legetøjet skal leges med.

En pind er ikke bare en pind

I dag bor de fleste af os i bymiljøer, men vores genetiske opsætning er ifølge Roger Ulrich den samme som i stenalderen. Dette understøtter igen behovet for at komme ud i naturen i et afslappet miljø, som passer bedre rent genetisk.

En pind er ikke bare en pind. En pind kan være en vandrestok, en tryllestav, en dirigentstok, en flyvende kost eller et ninjasværd. Kun fantasien sætter grænser, og børnene har mulighed for selv at finde på og forme legen herefter.

Hvor pindene findes, er der mulighed for at trække sig og passe på sig selv. Her er det muligt at få ryggen dækket af træer, buske, bakker og lignende, så vi hurtigt kan blive opmærksomme på potentielle faresignaler, fordi de kun kan komme forfra.

Det er også herude naturens stillekupeer findes. Her er det muligt at finde hvile, så energiholderen kan blive fyldt op på ny, og vi kan klare flere timer på ”Bilka”-legepladsen.