Familien Cederskjolds oplevelser ved Limfjorden

Familien vandt en primi-deluxe rygsæk til udlån og tog derefter rejsen fra Fyn til Louns.

Fødder i græsset
Børn med fiskenet
Med vores nyvundne primi-deluxe rygsæk fandt vi vej fra Fyn til Louns i pinsen. Vi havde virkelig glædet os til en tur under åben himmel og skulle endda have fornøjelsen af at fejre fødselsdag for familiens yngste, Jonas, om mandagen. Han fik selvfølgelig rygsækken i tidlig fødselsdagsgave og var mildest talt stolt som en pave, da vi efter at have fundet den bedste shelter på naturbasen på Louns, begav os afsted med reje-net og rygsæk mod stranden.

Jonas havde ønsket at fejre sin 8 års fødselsdag ved stranden med krabbefiskeri og bål; at vinde en lækker rygsæk med Trangia, Omnia ovn, kogebog og gas gjorde kun det hele meget bedre og åbnede op for mange flere gode oplevelser i det fri.

På vej mod stranden kunne vi nyde det unikke landskab, som mindede børnene om Svanninge Bakker eller Mols Bjerge. Mor Jannie glædede sig over duften af kvæg, og vi værdsatte alle 4 synet af mange vilde blomster i alverdens farver. Helt særligt var de blomstrende orkideer.

Fødselsdagskage bagt i omniaovn
Familien tilbereder mad på stranden
Istidsskrænterne bød på smukke kig ud over fjorden, solen stod højt på himlen og flere havde fundet vandresko, sejl- og motorbåde samt badetøjet frem for – ligesom os – at nyde livet.

Og nød livet, dét gjorde vi. Vi gik straks ud i det lave vand væbnet med reje- og fiskenet. Jagten var begyndt, og hvilke fantastiske hvin og udbrud når der var gevinst. Små og store rejer, med og uden rogn. Strandkrabber. Snegle. Tangnåle. Muslinger. I massevis. I vores medbragte spand begyndte de at jage hinanden.

Efter lang tids glæde ved at dele hinandens fangster og oplevelser, gik vi på land igen; nu ville vi have gang i Trangiaen, for det var tid til at tilberede rejer og blåmuslinger. På stranden kunne vi også finde strandarve, som passer helt fint til en rejemad.

Råvare til aftenmaden er indsamlet i naturen.
Solnedgang over limfjorden
Med en lækker eftermiddagssnack i maven gik turen tilbage til vores lejr, hvor sovegrej skulle pakkes ud, mens Trangiaen endnu engang blev startet op – nu til aftensmad. One pot pasta virker – alt i én gryde koges godt igennem og voila; så er der serveret. Altså bortset fra når mor undervurderer størrelsen på gryden og bliver nødt til at bruge to! Men i princippet virker det. Og alt kan puttes i. På jagt med kogebogen!

Mætte, udpakkede og med solen i vest tændtes bålet. Samlingspunktet hvor vi deler oplevelser fra dagen og nyder. Lidt senere kom kvæget fra den anden ende af den store mark og berigede solnedgangen yderligere – hvilken dag.

Far Michael havde sørget for myggenet, så det var bekymringsfrit at lægge sig i soveposen. Men inden vi nåede helt så langt, skulle vi lige lave dejen til morgendagens brunsviger – et lille trick, hvis man ikke gider vente på flere gange hævning.

Der tilberedes mad
Morgenfødselsdagssang i shelter – dét virker også. Søster Ida på 9 år havde gaver med – til stor glæde. Trangiaen varmede op igen, denne gang til musligrød, mens tøserne gjorde resten af brunsvigeren klar til Omnia ovnen. Der blevet fundet blomster til morgenbordet, og mens brunsvigeren bagte gjorde vi klar til endnu en udflugt til stranden. Nu skulle der fanges krabber, og der var ønske om en badebro. Afsted til Hvalpsund på sommerens første dag – høj sol og højt humør. Vi fandt rare mennesker, der delte ud af deres madding, krabberne hoppede glad på og varmen kunne klares med en svømmetur i ny og næ.
Hygge på stranden, hvor der laves mad med Primi Deluxe
Brunsvigeren duftede skønt, og efter pyntning var vi klar til endnu en sang – og så smagte vi! Vi kommer fra Fyn, hvor brunsviger er meget seriøst. Men vi skulle til Vesthimmerland for at smage den allerbedste brunsviger – mums! Brunsviger i Omnia ovn er ganske enkelt fremtiden for vores familie. Punktum.

Mere strand. Livet i vandkanten har altid gjort os godt.

Senere bål-burger. Jonas’ livret er burger, så det kunne selvfølgelig ikke være anderledes. Flere rare mennesker havde fundet vej til naturbasen, og der var basis for kagebytte – endnu et godt trick at tage med sig på tur. Vi fik drømmekage, og de fik brunsviger – den blev igen rost.

Inden vi måtte vende næsen mod Fyn, måtte vi nyde landskabet på Louns igen. Dufte, farver, kig og udsigt – massevis af muligheder.

Vesthimmerland – vi kommer helt sikkert igen!