Familien Peters oplevelser på De Himmerlandske Heder

Udstyret med en Primi-Deluxe rygsæk tog den lokale familie fra Aars på tur til De Himmerlandske Heder.

Familien Peters på de himmerlandske heder
Primi deluxe Rygsæk med trangria og kogebog.

Lidt om os

Mor, far og 4 børn – Skjold på 3 år, Esther på 5 år, Aksel på 13 år og Karla på 15 år. Vi bor i Aars, og vil nok betegne os som erfarne friluftsmennesker. Vi forældre er tidligere FDF’ere og denne fritidsinteresse er gået i arv – indtil videre – til Karla og Aksel.

De sidste par år har vi besøgt mange shelterpladser, enten i bil eller på vores sommerferier rundt i landet på cykel. Maden bliver tilberedt over bål, og Trangia er noget man bruger til opvaskevand og havregrød. Vi har aldrig turde springe ud i at bruge naturens råvarer, for hvad kan spises, og hvad kan ikke spises? Så da vi i torsdags vandt tasken med lækkert grej fra Naturekspeditionen, var det da både med spænding og nervøsitet i kroppen – men nu er vi jo nødt til at forsøge.

Blomsterbog bruges til blomstergenkendelse
Frikadeller med tusindfryd på en tallerken

Lørdag den 30. maj

I dag er dagen blevet brugt på Google og det store internet. Opskrifter på naturekspeditionen.dk er nøje undersøgt, og sankelandskaber og planter på vildmad.dk er nøje studeret. Vi er helt øre i hovederne, men nu ved vi da, hvad vi kan bruge skvalderkål, brændenælde og mælkebøtter til – planter, de to mindste har fundet i vores have.

Vi har lagt en aftensmadsplan: flødekartofler i Omnia ovnen, frikadeller med et eller andet krydderi på panden, mælkebøttesirup til pandekager og – hvis vi har overskud – brunsviger.

Familien Peters på de himmerlandske Heder
Brunsviger bagt i omniaovn på trangia

Søndag den 1. juni

Vi startede ud ved middagstid ved shelterne ved De Himmerlandske Heder. Vi havde taget madpakker med, så vi ikke skulle sanke på tomme maver. Da vi havde spist vores madpakker, begyndt vi vores jagt efter mad i naturen. Vi fandt en masse planter, og med en gammel Lademanns naturbog kunne vi nemt identificere dem, vi fandt, men de fleste var desværre uspiselige. Vi fandt en masse hedelyng, som er udenfor sæson, og en blomst, som vist nok kan bruges til te. Vi har faktisk aldrig været på heden, så det var ret sjovt (og varmt) at se, hvordan landskabet bugtede sig med enkelte træer stikkende op hist og pist.

På vores rundtur så vi – til stor begejstring for alle – lidt dyr. Det skotske højlandskvæg, som græsser på heden, havde fået kalve, haren løb hurtigt forbi os, og en grøn sommerfugl var legesyg. Lidt slukørede satte vi snuderne tilbage mod shelteret, men heldigvis havde børnene spottet mælkebøtter på shelterpladsen, så vi vidste, at vi nok skulle få lavet lidt sirup.

Tilbage ved shelteret skulle der nu rigtig kokkereres og dertil hentes vand ved kilden, og heldigvis stod der en masse brændenælder på bredden, så nu kunne frikadellerne da også få lidt krydderi. Alle spiste af maden, selvom Esther syntes, at det var ret vildt, at man kunne spise bellisblomsterne i naturen. Vi sluttede dagen af med brunsviger, som smagte fantastisk.

Æbler og mælkebøtter i en gryde

Mandag den 2. juni

Med små børn på tur er det tit dem, der vågner først. Det var ikke tilfældet i dag – det havde vist været meget begivenhedsrig dag i går. Vi fik ikke lavet pandekager i går, da vi valgte at lave brunsviger i stedet, men mælkebøttesiruppen smagte nu også rigtig godt til havregrøden. Hold dog op, det smagte godt.

 

Konklusion

Det var sværere end vi lige havde håbet, men helt klart noget vi skal dyrke meget mere i fremtiden.

Mvh.
Familien Peters