Udgivet: 22. januar 2020
Vesthimmerlands Kommune tilhører Danmarkseliten
– Vesthimmerlands Kommune tilhører den absolutte Danmarkselite, når det handler om at bruge naturen og friluftslivet til at styrke borgernes sundhed, lyder det fra Jan Ejlsted, Direktør i Friluftsrådet.
Dette vil tydeligt fremgå, når repræsentanter for alle landets kommuner torsdag d. 23. januar samles til en stor konference i Nyborg.
På konferencen vil Vesthimmerlands Kommune nemlig blive fremhævet som én af 10 foregangskommuner, som har særligt gode erfaringer med at arbejde med sundhed i naturen.
All in på sundhed i naturen
Årsagen til den flotte placering er, at Vesthimmerlands Kommune de seneste 3 år har været partner i Friluftsrådets projekt ”Sund i Naturen”.
– Vi har været enormt glade for vores samarbejde med Vesthimmerlands Kommune de seneste 3 år. De indsatser, der er udviklet i Vesthimmerland, gør virkelig en forskel for de mennesker, som har deltaget. Vesthimmerlands Kommune er gået all in på sundhed i naturen og har skabt langtidsholdbare indsatser i naturen for ensomme ældre, børn med særlige behov og voksne, der døjer med forskellige kroniske sygdomme, siger Jan Ejlsted.
– Vesthimmerland sætter virkelig et eksempel, der er værd at følge, lyder det afslutningsvis.
Indsatserne fra Vesthimmerlands Kommune bliver også fremhævet i et nyt inspirationskatalog, som udkommer på konferencen – og som efterfølgende bliver udsendt til alle landets kommuner, så endnu flere kan følge i Vesthimmerlands fodspor.
Få overblik over vores indsatser
Få overblik over alle Vesthimmerlands Kommunes indsatser, som fremmer sundhed i naturen.