Rådyr

Bliv klogere på rådyr og hvordan du måske kan være heldig at spotte dem.

Lidt om rådyret

Rådyr lever i skove og skovbryn, hvor der er tæt krat, så de kan gemme sig. Herfra laver de stier (også kaldet dyreveksler) mellem markerne, hvor de søger føde, og krattet, hvor de hviler og sover.

I videoen kan du se et rådyr med sit lam. Det er i maj-juni, at du kan opleve rådyr og deres lam. Bliver de forstyrret, flygter de dog ind i skoven.

I videoen kan du høre en lyd, der lyder som en hund, der gør. Det er dog rådyret, der lyder sådan, når det er i flugt.

Et lam i sit skjul

rålam, der gemmer sig

På billedet ses et rålam. Læg mærke til, hvor godt skjult rålammet er i det lange græs på billedet. Kommer der en fare forbi, trykker den sig og ligger helt stille.

Når faren er drevet over, piber lammet efter sin mor. Den samme lyd bruger krybskytterne til at lokke rådyrene på skudhold. De efteraber lyden med en krybskyttefløjte.

Fremstil din egen krybskyttefløjte

Materialer til fløjtefremstilling

Du kan fremstille din egen krybskyttefløjte, som du kan bruge, hvis du gerne vil se rådyr tæt på. Sæt dig alene ud i en skov med din fløjte. Kald med fløjten og vent et stykke tid. Kald derefter igen. Måske kommer der et rådyr frem.

Det skal du bruge

  • En pind, der ikke er hul i.
  • Et græsstrå.
  • Elastikker.

Sådan gør du

  1. Flæk pinden med en kniv.
  2. Skær en fordybning ned i begge pinde overfor hinanden, så hullet i størrelse svarer til det hul, der er mellem 2 tommelfingre, der holdes sammen. På billedet er det området mellem de to streger på hver pind.
  3. Placer græsstrået midt i pinden, så det stikker ud i hver ende. Græsstrået skal være helt strakt ud.
  4. Pust ind i hullet, og hør efter den pibende fløjtelyd. Kommer der ikke en pibende fløjtelyd, kan det være fordi hullet er for stort eller lille, eller at græsstrået ikke ligger rigtigt. Husk, der skal lidt øvelse til.
  5. Når fløjtelyden er der, sætter du et elastik i begge ender, så græsstrået bliver siddende fast, der hvor det sidder.