Ugens art: Uge 26

Som en del af Danmarks Vildeste Kommune sætter vi i uge 26 fokus på Almindelig Kongepen (Hypochoeris radicata).

Almindelig kongepen
Almindelig kongepen
Almindelig kongepen

På billedet ses 1. blomsten, 2. blomsten med avne og 3. avne.

Almindelig Kongepen (Hypochoeris radicata)

Almindelig kongepen er en gul kurvblomstret plante med mælkesaft. Dens grenede stængel uden blade, kommer op fra en bladroset ved jorden. Til forveksling minder den om en mælkebøtte, og kaldes bl.a. ”falsk mælkebøtte” på engelsk.

Bladene er typisk behårede, dog kan de være helt glatte, og så har den en ’hanekam’ (en række stive hår) på kurvsvøbets blade.

Den unge bladroset, kan spises i en salat (ligesom mælkebøtteblade), og ristes roden, kan den bruges som kaffe. Ellers er insekterne rigtig glade for den, og ser du på blomsten en solskinsdag, vil du opleve et mylder af liv.

Navnet ”kongepen” hentyder til de spidse, hindeagtige avner, som sidder mellem blomsterne. Avnerne er sterile og minder om små gyldne fjerpenne – ligesom kongens.

Hypochoeris er et gammelt græsk plantenavn, der betyder noget i stil med ”under ung gris”.

Radicata betyder rodfæstet, hvilket hentyder til den grenede pælerod.

Hvad gør vi i Vesthimmerland?

For at forbedre biodiversiteten omkring det gamle rådhus i Farsø, slås græsset kun én gang om året, og det afslåede materiale samles op og fjernes. Det gøres for at give plads til flere nøjsomme urter, der ikke klarer sig godt i kampen om plads med de dominerende græsser. Med flere nøjsomme urter, kommer også flere blomster og dermed et mere diverst smådyrsliv.