Ugens art: Uge 28
Som en del af Danmarks Vildeste Kommune sætter vi i uge 28 fokus på Fløjlsgræs (Holcus lanatus).
Fløjlsgræs (Holcus lanatus)
Fløjlsgræs er en flerårig, grågrøn og tæt behåret græs, med en rød-violet blomsterstand (specielt mod spidsen). Det er bogstaveligt talt en fløjlsblød græs, der ikke ligner andre græsarter i Danmark. Den er ikke kræsen og kan findes i mange forskellige naturtyper f.eks. vejkanter, næringsfattige og –rige områder, tørre skråninger, salte og ferske enge.
Ligesom andre græsarter, vejbred, m.fl. har den vindbestøvning, dvs. den er ikke afhængig af, at insekter bestøver den.
For at sprede dens frø, benytter den sig af to forskellige strategier: 1) Vindspredning – hvert frø har to avner (en del af blomstens opbygning), der fungerer som svævevinger i vinden. 2) Dyrespredning – ved frøets modenhed, laver den korte tråde, fasthæftet på en blomsterdel (stak) på frøet en krog, der hænger i forbigående dyrs pels og tøj.
Fløjlsgræs er også værtsplante for insekter. Det drejer sig bl.a. om sommerfuglene Vejrandøje, Skovrandøje, Skråstregbredpande og Stregbredpande.
Det latinske navn Holcus er et gammelt navn på en græsart (ukendt hvilken), men lanatus eller lana betyder uld, hvilket hentyder til artens behåring.
Hvad gør vi i Vesthimmerland?
For at forbedre biodiversiteten omkring det gamle rådhus i Farsø, slås græsset kun én gang om året, og det afslåede materiale samles op og fjernes. Det gøres for at give plads til flere nøjsomme urter, der ikke klarer sig godt i kampen om plads med de dominerende græsser. Med flere nøjsomme urter, kommer også flere blomster og dermed et mere diverst smådyrsliv.