Ugens art: Uge 36

Som en del af Danmarks Vildeste Kommune, sætter vi i uge 36 fokus på Blåhat (Knautia arvensis)

Blåhat
Blåhat
frø fra blåhat

Blåhat (Knautia macedonica)

Blåhat er en flerårig urt, der er 30-80 cm. høj og med blåviolette blomster. Blomsten består af firetallige blomster, der er samlet i et kurvelignende, fladt hoved, omgivet af svøbblade. Stænglen er stivhåret med modsatte, grågrønne og blødhårede blade, som fremstår ret markante.

Når foråret kommer til Danmark og naturen bliver grønnere, ses de markante blade på urten i naturen. I højsommeren – det vil sige juni-august – kommer de blåviolette blomster også til syne. Her står den flot, indtil frugtmodningens indtrædelse, hvor skuddene visner og falder til jorden.

Urtens frugt er en nød, som omsluttes af et håret yderbæger. Når skuddene visner og falder til jorden, kan myrerne komme til. Myrerne æder nøddens fedtlegeme og spreder på den måde blåhatten videre.

Det er ikke kun myrerne, der har glæde af blåhatten, men også andre insekter – herunder Blåhatjordbien, som kun lever i områder med blåhat. Forsvinder blåhatten, betyder det derfor også, at Blåhatjordbien forsvinder.

Blåhat er almindelig i hele Danmark, hvor du kan finde den i grønne områder i byen og på landet. Den trives dog særligt på enge og i grøfter, vejkanter, krat, ruderater og overdrev, hvor der er tørt til fugtigt og veldrænet, sandet bund.

Hvad gør vi i Vesthimmerland?

For at forbedre biodiversiteten omkring det gamle rådhus i Farsø, slås græsset kun én gang om året, og det afslåede materiale samles op og fjernes. Det gøres for at give plads til flere nøjsomme urter, der ikke klarer sig godt i kampen om plads med de dominerende græsser. Med flere nøjsomme urter, kommer også flere blomster og dermed et mere diverst smådyrsliv.