Vandaksen

Vandaksen er et nyt stisystem, der skal snor sig fra lands til vands i Vesthimmerland. Bliv klogere på projektet her.

Dobbeltkajak ved Vilstedsø

Idéen bag Vandaksen

Med Vandaksen vil vi bruge naturens oplevelsesværdier og skabet et unikt, sammenhængende stisystem af høj kvalitet til vands og til lands i vores del af Limfjorden.

I Vesthimmerland er Limfjordens natur samlet på ét sted: Her finder du de høje bakker, dybe dale, frodige skove, stille bredninger og vige, en enestående fauna, hede, strande og de til tider barske vande, når ”blæsten går frisk over Limfjordens vande”. Vesthimmerland er det eneste sted i landet, hvor du kan opleve og besejle fjord, å og sø på samme tur.

Flere steder langs kysten og på vandrestierne i området, kommer du forbi historiske monumenter og fortællinger fra fortiden – her kan du se, opleve og fornemme naturens kræfter og mærke historiens vingesus.

Om projektet

På strækningen mellem Løgstør i nord og Louns Bredning i syd vil vi afmærke ruter, udlægge ”trædesten”, opsætte fortællebænke, shelters og saunaer. Til sammen skal det skabe et sammenhængende stisystem langs Himmerlands Vestkyst, som kan tilgås fra vandsiden og landsiden.

Projektet er omfattende og ambitiøs, og der findes ikke tilsvarende sammenhængende og helhedsorienterede projekter. Drivkraften i projektet har sin rod i, og er formet af, lokale ildsjæle og interessenter, som sammen har udviklet og konkretiseret tankerne bag projektet, hvilket også er med til at gøre projektet unikt.

Formanden for foreningen bag projektet er Jørgen Ørnskov fra Alstrup. Projektet består desuden af en bestyrelse og en arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen har sin rod i en større følgegruppe af ildsjæle og repræsentanter fra bl.a. Vesthimmerlands Kommune, LAG, erhvervsinteressenter, foreninger og klubber.

Download projektbeskrivelsen (PDF)