Vesthimmerland er blevet til ”Bæverland”
Du kan tage med på bæver tur med naturvejleder Karin Winther i podcastserien “Karin i Krattet”. Du kan finde podcasten, hvor du plejer at downloade eller her
Bæverne forsvandt i Danmark for over 1.000 år siden, men i 1999 blev der sat 18 tyske bævere ud i Flynder Å i Klosterheden Plantage i Vestjylland. Det er efterkommere af disse bævere, som nu med stor succes har spredt sig i de Vesthimmerlandske åer.
Det første fotobevis på bæverne i Vesthimmerland, fik vi i foråret 2014, hvor vi fotograferede en voksen bæver med vildtkamera i ved Sønderup Å ved Højris Mølle. Naturvejleder Karin Winther fik tippet om potentiel bævergnav fra en lokal journalist, som på en vandretur havde observeret tydelige bævergnavede træer. Inden da havde vores åmænd i Vesthimmerlands Kommune dog allerede set spor efter bævere flere andre steder, men det var meget hemmeligt, da de ikke ville skræmme dem ud af områderne.
Kom med derud hvor bæverne bor!
Bæverne har nu spredt sig og er ikke længere så sårbar, så nu ”putter” vi ikke så meget med, hvor de er længere. Det er nemlig vigtigt for alle, at få kendskab til hvilken natur- og klimaværdi bæverne er med til at tilføre vores gispende natur, fortæller naturvejlederen.
I Vesthimmerland har vi registreret bævere i Sønderup Å, Vidkær Å, Lerkenfeld Å og Borremose og vi ved med sikkerhed at bæverne i Sønderup Å og Vidkær Å de seneste 3 år har ynglet med succes. Det ved vi bl.a. fra frivillige lodsejere, hvor specielt Jens Jørgen Kristiansen fra Østerkrat har bidraget med megen viden, da han har ”passet” vildtkameraer i både Østerkrat og Vidkær Å. Det er også hos ham i Østerkrat vi det sidste 5 år har afviklet offentligt naturvandring, på hans og naboernes private arealer, langs Sønderup å i Østerkrat.
Det er ikke tilladt at færdes på private arealer uden tilladelse, men der findes bæverspor ved Højris Mølle, hvor der er offentlig adgang og ved planteskolen Staudeengen kan du se bæverdæmning og indslandssø.