Tegn på forår

Bliv klogere på de mange tegn på foråret, såsom blomster og planter, der springer ud, og dyr, der kommer frem fra deres vinterhi.

Gå på jagt efter foråret

Officielt er marts den første forårsmåned, men marts kan være både kold og snefuldt. Som vejret skifter kommer de forskellige forårsbebudere dog frem – nogen steder hurtigere end andre. For eksempel springer mange forårsblomster ud 2-3 uger før på Fyn, end de gør her i Nordjylland.

Tit forsøger vi at huske tilbage på, hvornår det lige var vi observerede de forskellige forårsbebudere sidste år. Derfor har vi udarbejdet et jagtskema, hvorpå du kan skrive datoen, hvor du observerede forårsbebuderen for første gang. Jagtskemaet kan gemmes til næste år, for kommer foråret altid på samme tidspunkt hvert år?

Download jagtskema for forårsbebudere (PDF)

Forårsbebudere

Få overblik over de mange bebudere, der viser os, at foråret er på vej.

Hasselblomst

Hasselbusken

Hasselbuskens blomster er ét af de første forårstegn.

Buskens han- og hunblomster sidder på samme træ. Hanblomsterne hænger i 3-6 cm. lange ranker og er fyldt med små støvdragere, der drysser gult støv, når de blomstrer. Støvet bæres af vinden til hunblomsterne på andre træer. Tit vil der sidde bittesmå røde hunblomster lige over en hanranke. De røde blomster er støvfangere – altså den del af hunblomsten, som skal fange støvet fra hanblomsten, så vi til efteråret kan høste hasselnødderne.

For at en busk ikke skal bestøve sig selv, blomstrer han- og hunblomsterne på en busk ikke samtidig.

Lærken som flyver

Lærken

Lærken er en rigtig forårsbebuder, der med sin trille minder os om en varm sommerdag ude i engen eller på heden.

Hannen ses ofte hænge stille oppe i luften, alt imens den synger og synger. Det gør han for at ”gøre sig til” overfor hunnen, som vælger den han, der synger og flyver længst tid oppe i luften. Hun vælger ham, fordi han har flest kræfter – og derfor må have fundet de bedste steder med føde, hvilket igen giver de bedste muligheder for at få flyvedygtige unger på vingerne.

Foto: Molslaboratoriet – Naturhistorisk Museum Aarhus

martsviol

Martsviolen

Martsviolen findes i hegn og skovbryn. Dens blade er hjerteformede og de mørkeviolette blomster dufter dejligt. Tidligere blev martsviolen kaldt Maria med barnet. Hvis du plukker kronbladene af, dannes der nemlig en figur, som kan tydes som Jomfru Maria med Jesusbarnet.

Blomsten på violen kan spises. Brug den for eksempel frisk eller kandiseret som pynt på fødselsdagslagkagen.

Få inspiration til at kreere spiseligt pynt med violer

Billede af blomsten vorterod

Vorterod

Vorterod er en af vores tidligste forårsplanter. Navnet skulle efter sigende stamme fra røddernes lighed med brystvorter.

Vorteroden er en flerårig plant med 10-25 cm. lange stængler og hjerteformede blade. Blomsterne har skinnende blanke og gule kronblade, og hvis du holder den ind under hagen, kan du se et fint gult skær lignende smør. Derfor bliver blomsten af mange også kaldt for smørblomst.

Vorterod er i familie med anemonen, da de begge hører under ranunkelfamilien. Prøv at sammenlign de to blomster og se, om de har nogle ligheder.

Billede af blomsten følfod

Følfod

Følfod vokser almindeligvis i fugtig, næringsrig og leret jord på vejskrænter, grøftekanter, skråninger og søbredder. Den begynder at blomstre midt i marts, hvor du først kun kan se blomsten. Senere kommer de karakteristiske blade, som holder hele sommeren.

Blomsten minder om en mælkebøtte, men stænglen og bladene er helt anderledes. Hos følfod er stænglen rødlig og fuld af skæl, mens bladene har omrids som en lille hestehov. Sidstnævnte har givet planten sit navn.

Myrer i skovbunden

Myre

Om foråret kan vinden være bidende kold, men solen varmer dejligt, hvis du opholder dig der, hvor der er lidt læ.

Det benytter de røde skovmyrer sig særligt af om foråret. Der hvor solens stråler falder på myretuen, kan du tit se masser sorte myre klumpet sammen. De fungerer som mobile radiatorer, der – når de er varmet op af solen – fragter varme ned i myretuen til dronningerne.

Aktiviteten hos orangemyrerne, som bor i trærødder, stiger også når solen skinner. Orangemyren er glinsende sort og dufter af citrus, hvis man maser den.

Både den røde skovmyre og orangemyren kan spises – så god appetit til de modige. På billedet ses røde skovmyre.

Citron sommerfugl på blomst

Citronsommerfuglen

Citronsommerfuglen er en rigtig forårsbebuder. I marts ses de citrongule hanner, der med den flotte gule farve er let at få øje på. De hvidgule hunner kommer et par uger senere.

Citronsommerfuglen strejfer vidt omkring og kommer hyppigt på besøg i haver for at suge nektar fra de tidligere forårsblomster, så som forårslyng, snepryd og pebertræer.

Sommerfuglen Nældenstakvinge

Nældens Takvinge

Den orangerøde sommerfugl med sorte, blå og gule tegninger hedder Nældens Takvinge og forlader overvintringsstedet i april.

Nældens Takvinge er Danmarks nationalsommerfugl og ses tit med vidt udbredte, flade vinger i solen, hvor den hviler og opsuger solvarme. Det er nødvendigt, da sommerfugle skal have varme for at kunne flyve.

Hvis du gerne vil have sommerfugle i din have, så kan det anbefales at så blomsten Verbena Bonariensis, som er den blomst Nældens Takvinge sidder i på billedet.

Frøæg

Frøæg

Sidst i marts til først i april kan du finde frøæg i småsøer og vandhuller. Æggene er små gennemsigtige klumper med en lille sort prik i midten. Det tager 85 dage fra ægget er lagt til en lille frø er færdigudviklet.

Bliv klogere på frøer og deres udvikling

Mariehøne filmet tæt på

Mariehøne

Den mest almindelige mariehøne er den røde syvprikkede. Mariehøns findes der, hvor der er grønne planter – og særligt i planter med bladlus, som de elsker.

Hvis du vil finde ud af, om det er en han eller hun mariehøne, der gemmer sig i din have, skal du kigge på det sidste led på undersiden af bagkroppen. Hvis der er en fordybning i leddet, er det en hun – er der ikke, er det en han.

anemoner

Hvid anemone

Hvid anemone findes i skovbunden inden træerne får blade og blomstre i april-maj. Anemonen er giftig, da den indeholder giftstoffet anemol. Det skræmmer dog ikke rådyrene, der ivrigt gnasker løs af den blomstrende skovbund.

De hvide anemoner formerer sig ved vandrette jordstængler og kan derfor tåle en begrænset plukning – pas blot på ikke at rive hele planten op.