Vær kreativ med hybenrosen
Få inspiration til lækre og kreative ting, du kan kreere med blomsten og frugten fra hybenrosen. Ved at bruge af planten holder du den nede – og dermed giver du plads til andre planter i naturen.
Naturens Wunderbaum
Hybenrosen dufter skønt. Derfor kan du med knopperne fra busken kreere en dejlig duftspreder.
Sådan gør du
- Når hybenbusken sætter sine knopper, skal du plukke dem, inden de folder sig ud.
- Træk en bomuldssnor igennem den lille grønne frugt og hæng den op et sted, hvor du gerne vil sprede lidt dejlig duft.
- Når duftkransen tørrer, vil den dufte, når du går forbi og dasker til den.
Spis frugten
Hyben er rig på C-vitamin, og derfor er frugten oplagt at bruge i din madlavning.
Få opskriften på hybenmarmelade
Få opskriften på hybenkonfekt
Få opskriften på hybensuppe
Trylleridrik med hybenrosen
Du kan fremstille din egen saft eller sirup med hybenrosen.
Rosenperler
I middelalderen begyndte man at fremstille perler af roser. Perlerne blev brugt til rosenkranse, der kunne hænges på Jomfru Maria statuer.
I dag – hvor det er blevet meget almindeligt, at alle uanset trosretning drager på Pilgrimsvandring – kunne en moderne rosenkrans være en kærkommen accessoires. Perlerne frigiver nemlig rosenduft, når kroppen sveder.
Sådan fremstiller du dine egne rosenperler
- Pluk en masse lyserøde kronblade fra hybenrosen.
- Kom kronbladene i en jerngryde sammen med vand. Der skal så meget vand i gryden, at kronbladene er helt tildækket.
- Kog bladene i 10 min. og tag derefter gryden af varmen. Lad bladene hvile et døgn, inden du igen koger dem 10 min. Gentag denne proces i 7 dage.
- Efter 7. dagen skal du hælde væksten fra og forme bladmassen til perler. Stik en tændstik igennem hver perle, så der er et hul, når perlerne er tørrer.
- Læg perlerne til tørrer. Når de er helt tørrer, kan de bruges.
Bliv klogere på hybenrosen
Planten er kendt som hyben eller hybenrose. Dens latinske navn er dog Rosa Rogusa, som på dansk betyder rynken rose. Navnet henviser til bladenes karakteristiske rynkede udseende. Bladene er skinnende mørkegrønne på oversiden og blågrønne på undersiden.
Planten er meget populær som hæk og læplantning ved kystnære sommerhusområder, da den trives i den tørre, sandede jord. Bevæger du dig ud i det danske sommerlandskab, kan du derfor næsten ikke undgå at støde på den rynkede rose. Planten er dog ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, men stammer fra Nordkina, Korea og Japan.
Siden planten kom til Danmark, har den bredt sig eksplosivt. Det skyldes bl.a. at vi mennesker har plantet den, men også at blomsten rodskyder og smider en masse frø. Når det sker, ødelægges levesteder for mange af vores naturlige plantesamfund.